’Bridgerton’: Se den nye teaser for sæson 2
Kære læsere. Lady Whistledown her. Jeg har en god nyhed til jer: Nu er det snart tid til at vende tilbage til 1800-tallet og dets tårnhøje pudderparykker og smukke kjoler. Sæson 2 af 'Bridgerton' udkommer nemlig inden længe!
Den første sæson af serien udkom d. 25. december 2020 – og hvis du spørger os, var det altså den helt perfekte (dog lidt forsinkede) julegave!
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Om den nye sæson af serien bliver dette års julegave, vides ikke. Selvom optagelserne af sæsonen er i fuld gang, har Netflix nemlig (endnu) ikke offentliggjort, hvornår vi igen får lov til at blive en del af The Bridgertons romantiske univers.
Selvom vi endnu ikke kan sætte kryds i kalenderen for, hvornår den nye sæson udkommer, kan vi med en ny teaser fra Netflix dog glæde os over, hvad vi kan se frem til – og hvis vi ikke tager helt fejl, kunne det godt ligne, at vi kan forvente meget mere kærlighed og mange flere bryllupper (og ej at forglemme: Mange flere flotte fyre på heste og smukke kvinder med vilde kjoler) i den nye sæson. Juuhu!
Den første sæson af serien tog udgangspunkt i Daphne og Simon. Serien er en smule utraditionel sammenlignet med andre serier, da vi i den nye sæson (desværre) ikke kommer til at følge dette skønne par igen.
I den nye sæson kommer vi dog i stedet meget tættere på Daphnes bror, Anthony, og hans søgen efter kærlighed. Vi blev allerede introduceret til Anthony i den første sæson af ’Bridgerton’, hvor vi fik at vide, at Anthony ikke vil gifte sig af pligt, men hellere af kærlighed.
I afslutningen af sæsonen ender det dog med, at Anthony skifter mening. Han bliver nemlig såret af, hvad der ellers var hans store kærlighed, operasangeren Siena.
"Bridgerton" afslører: Så meget ville smykkerne koste i virkeligheden
Selvom sæson 2 af ’Bridgerton’ endnu ikke er udkommet, har Netflix allerede fornyet serien med en sæson 3 og 4.
Producer af serien, Shonda Rhimes, har et ønske om at kunne få lov til at producere en sæson til alle otte Bridgerton-søskende. Så det kan godt se ud til, at Lady Whistledown langt fra er færdig med at berette om, hvad der sker hos The Bridgertons. Yay!
Selvom der er meget at se frem til, kan vi i første omgang se frem til sæson 2. Få et lille smugkig fra sæsonen i Netflix' nye teaser lige her.
Pssst! Hvis du har set 'Sex Education', er der måske et ansigt, der virker bekendt i teaseren. Simone Ashley, også kendt som Olivia i serien 'Sex Education', kommer nemlig til at spille en helt særlig rolle i den nye sæson af 'Bridgerton'.