De bedste film og serier, du skal se i april
Forræder (sæson 2)
Det startede sløjt, men første sæson af Forræder endte med at blive et must-see, hvor især Tine Gøtzsche endte med at blive alles favorit pga. sine dygtige bedrageriske evner.
Hvem der bliver seernes darling i anden sæson er ikke til at vide, men der er i hvert fald rigeligt at vælge imellem blandt det 18 personer store cast.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Et friskt bud herfra lyder på Bjarne Henriksen eller Pernille Højmark, men udeluk heller ikke nordjyske Emil Kondrup, som med sit alternative husistandsættelsesprogram Kondrup ka’ os har været leveringsdygtig i nogle af de mest sjove øjeblikke på TV 2 Play, de seneste to år.
Forræder sæson 2 kan ses fra 12. april på TV 2 Play.
The Greatest Hits
Musik kan ramme en på en måde, som ingen andre kunstformer kan. Det sanselige, som bliver vakt i øregangene, kan hensætte én mentalt til forskellige tidspunkter i livet, hvor lige netop den sang spillede.
Det er dét, som er udgangspunktet for Ned Bensons film The Greatest Hits. Harriet (Lucy Boynton) har mistet sin kæreste Max (David Corenswet) i en bilulykke og er fuldstændig knust. Selv om hun så småt forsøger at komme videre med tilværelsen, inklusiv en ny flirt (Justin H. Min), hænger savnet stadig ved.
Da Harriet så pludselig finder ud af, at visse sange vitterligt sender hende tilbage i tiden opstår et dilemma. Skal hun forsøge at redde Max eller lade fortiden være og fortsætte fremad?
The Greatest Hits kan ses fra 12. april hos Disney+.
Girls State
En af de bedste dokumentarer om politik er Boys State (2020), hvor man fulgte unge, politisk interesserede high school-elever, da de mødes til ’Boys State’, en ugelang national sommerbegivenhed for unge drenge, hvor de kommer hele det politiske apparat igennem.
Girls State skildrer samme eksperiment, men med unge kvinder. Filmen har allerede høstet store roser efter premieren på Sundance filmfestivalen i januar og byder på en helt anden dynamik end instruktørerne Jesse Moss og Amanda McBaines forrige film.
Denne gang foregår det udelukkende i staten Missouri, og teenagerne går med ildhu til de politiske sager og agendaer, som var det virkeligheden, det drejede sig om.
Girls State kan ses fra 5. april hos Apple TV+.
Kald mig far
Serien er skabt af skuespillerne Alex Høgh Andersen og Magnus Haugaard, der også selv spiller de to hovedroller. Den handler om et venskab – sådan et rigtig godt et, hvor man har kendt hinanden hele livet – men med det twist, at den ene ven bliver kærester med den anden vens mor. Og hvad gør man så?
For den konfliktsky Emil (Alex Høgh Andersen) bliver det mere end et hypotetisk spørgsmål, da han finder ud af, at hans bedste ven, den selvsikre Viktor (Magnus Haugaard), er begyndt at date hans mor, Helle (Ellen Hillingsø). Herfra vendes det hele på hovedet, og Emil skal lære at navigere i den nye virkelighed, hvor venskabet, som drengene kendte det, for alvor sættes på prøve.
Serien får premiere 28. april på Viaplay.
Ronja Røverdatter (del 1)
Der er virkelig mange gode ting at sige om den nye Ronja Røverdatter-serie på Netflix. Den er vellavet og velspillet, og så er den ikke kun for børn.
Ganske som i bogforlægget, den legendariske 1984-film og i øvrigt Studio Ghiblis animerede serie fra 2015, følger vi Ronja, der er født ind i en røverfamilie. De bor i en stor svensk skov på en middelalderborg, hvorfra røverhøvdingen Mattis og hans kumpaner drager ud for at plyndre gennemrejsende handelsmænd.
Ronja fødes under en voldsom storm, hvor et lyn slår ned og deler røverborgen i to. I slottets anden halvdel flytter en rivaliserende bande ind, som har en søn født nøjagtig samme nat som Ronja. Birk hedder han, og de to bliver bedste venner.
Kan ses på Netflix (havde premiere 28. marts 2024)
Artiklen blev første gang bragt på vielskerserier.dk. Dette er en redigeret version.