Filmanmeldelse: Gyserkomedien ”Freaky” byder på både blod og latter
I går, den 12. november 2020, havde den amerikanske gyserkomedie, ”Freaky”, premiere, og i den forbindelse har Vi Unge været et smut forbi det store lærred for at se, hvad filmen mon kunne byde på.
I "Freaky" følger man den uskyldige hovedperson Millie, som sammen med sine to gode venner Josh og Nyla, er ganske almindelige elever på Blissfield Highschool - en skole, som har et ry for, at der lusker en massemorder rundt.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Blissfield-bødlen, kropsbytning og en magisk dolk
En mørk aften bliver Millie jagtet af den væmmelige morder, som går under navnet Blissfield-bødlen. Millie slipper ’heldigvis’ derfra med et enkelt knivstik i venstre skulder fra en gammel, magisk dolk, og derfor med livet i behold.
Dagen efter vågner Millie op et fremmed sted og opdager, at der er sket en kropsbytning mellem Blissfield-bødlen og hende, takket være dolkes magi. Millie og Blissfield-bødlen har derfor 24 timer til at bytte krop i, ved hjælp af dolken, og det hjælper de to venner, Josh og Nyla, blandt andet med.
Læs også: Seriehittet 'Emily in Paris' vender tilbage med en ny sæson
En genre for sig
”Freaky” kan siges at være lidt af en genre for sig, idet den både er spækket med gys, drama, venskab, kærlighed og ikke mindst blod. Selvom det på mange måder kan lyde som en rodet og underlig kombination, formår filmen dog at finde en ’gylden mellemvej’ blandt de mange temaer - og det giver pluspoint!
Gys og humor på samme tid
Netop balancegangen mellem temaerne er særligt noget, som bliver båret af filmens humoristiske scener, da man ikke kan undgå at trække på smilebåndet, selvom det er en gyser. Humoren spiller så central en rolle, at man næsten glemmer hvor meget blod, der egentlig er til stede, og det er blandt andet takket være de to venner, Josh og Nyla, som i den grad har kemi og kommer med sjove bemærkninger.
Læs også: #Weekendvibes: 10 anbefalinger til en kreativ og hyggelig weekend
Alvor og kærlighed på 2020-manér
Endnu én ting, som filmen særligt skal roses for, er dens tilgang til diversitet samt den alvor, som den på humoristisk vis brager igennem med. For selvom filmen umiddelbart ikke lige stråler af alvor ved første øjekast, så berører den faktisk emner som fx mobning.
Inden kropsbytningen fremsættes Millie nemlig som en usikker pige, som ikke altid har haft det nemt, og som bliver mobbet i skolen. Gennem filmen – og kropsbytningen – bliver hun dog mere selvsikker og står ved, hvem hun er, på trods af, at hun som teenagepige befinder sig i en stor, bredskuldret massemorders krop, som alle udadtil er bange for.
Udover dette er der også lidt romantik i luften samtidig med, at Millie er fanget i bødlens krop, og det udspiller sig i en scene, hvor hun og hendes crush, Booker, sidder i en bil. Booker er nemlig ligeglad med, at Millie befinder sig i Blissfield-bødlens ydre, for han er vild med hendes indre - og han får derfor lyst til at kysse hende. Filmen har altså også taget højde for, at man ikke skal dømme én udfra det ydre.
En film, som lever op til dens titel
”Freaky” kan altså siges at være en humoristisk og spændingsfyldt film, som i den grad lever op til sin titel. Filmen kan dog virke en smule overdramatiserende, hvad angår gys og for meget blod-splatter, og derfor giver Vi Unge den 4 ud af 6 popcorn.