Her er årets bedste ungdomsfilm, du ikke vil gå glip af
(SPOILER ALERT! Læs ikke videre, hvis du ikke vil spoiles for filmen).
’Vinterviken’ er oprindeligt en film fra 1996, men er nu blevet genindspillet med nye skuespillere. Filmen skildrer den unge fyr John-John og den jævnaldrende Elisabeth, der bor i samme by i Sverige, og går på samme skole. Men trods lighederne, så lever John-John og Elisabeth to vidt forskellige liv - både økonomisk, socialt og kulturelt.
Foto: Netflix
Forskellige liv i forskellige socialklasser
John-John kommer fra en familie med lav indkomst, og bor i et socialt udsat boligområde i Stockholm med sin mor og hendes voldelige kæreste. Elisabeth kommer derimod fra en velhavende familie med et stort hus i et af Stockholms rige områder, hvor hun bor med sin far og lillesøster. På trods af, at Elisabeths liv udefra virker som et luksusliv, så er hun ked af det, og føler sig alene, da hendes mor er gået bort, og hun hverken er tæt med sin far, eller har så mange venner. Her mærkes modsætningen mellem John-John og Elisabeth, for trods John-Johns liv med lav økonomi og kriminalitet, så får han en masse kærlighed i sit liv, da han supertæt på sin mor, og har en masse venner fra hans boligområde, som er som en familie for ham.
Foto: Netflix
Deres første møde og første kys
John-John og Elisabeth mødes ved, at John-John og hans ven redder Elisabeths lillesøster, som er ved at drukne, da hun er ude at bade. Elisabeths far inviterer John-John og hans ven ind i hans hus for at takke drengene og give John-John tørt tøj. Men hvad der skulle have været et kort visit, viser sig at blive livsændrende, da John-John og Elisabeth møder hinanden i huset, og med det samme bliver nysgerrige på hinanden. Hvad Elisabeth ikke ved er, at John-John og hans venner kort tid efter laver indbrud i hendes hus. John-John og hans venner lever nemlig livet på kanten af loven, og laver kriminalitet for at have penge til dagen og vejen.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Men før Elisabeth finder ud af John-Johns kriminelle baggrund og indbruddet i hendes hus, lever de deres bedste romantiske liv på en lyserød sky, og har deres første kys til en fest i den nærtliggende skov. Her bliver man som seer fuldstændig fortryllet af euforien, der ligger tungt i luften i neonlysets skær og lyden af høj musik.
Foto: Netflix
“Ved kysset sagde instruktøren til os: ”Elsa, om 10 sekunder så bare gå mod Mustapha og kys ham", fortæller Elsa Öhrn
Vi har spurgt Elsa Öhrn og Mustapha Arab, hvordan det var at spille kyssescenen, og de beskriver det som en fest.
- Det var en sjov scene at filme, da filmholdet havde skabt en rigtig fest med musik og folk der dansede. Ved kysset sagde instruktøren til os: ”Elsa, om 10 sekunder så bare gå mod Mustapha og kys ham”. Og det gik rigtig godt, fordi vi havde en sang, som vi spillede højt, som også er den sang, der bliver spillet i filmen, så jeg kunne høre i sangen, hvornår det var, at jeg skulle gå mod Mustapha, og musikken gjorde, at følelserne kunne mærkes. Det var kraftfuldt, fortæller Elsa Öhrn.
- Ja, der var mange følelser omkring den sang, og det føltes som at være til en rigtig fest. Og vi kunne gøre det nogenlunde, som vi ville, fortæller Mustapha Arab.
Samleje med samtykke
Udover en smuk kyssescene i filmen, så har Elisabeth og John-John også deres første seksuelle møde, hvor både samtykke og kønsroller er tænkt over.
- At vise, at John-John og Elisabeth giver hinanden samtykke til sex, og at de begge har lyst, er en virkelig vigtig del af scenen. Det er også bevidst, at det er Elisabeth, der spørger John-John, om han har et kondom, fordi det typisk er drengen, der spørger, eller som er mest direkte omkring det. Så det var vigtigt for filmholdet at vise, at Elisabeth også havde lyst til samlejet, fortæller Elsa Öhrn.
Foto: Netflix
Alle er vilde med 'Vinterviken'
'Vinterviken' er en smuk kærlighedshistorie, der skildrer et samfund delt op i klasser – underklasse, middelklasse og overklasse – i et skandinavisk land, hvor man ellers ikke tænker, at der er stor forskel på folks liv og vilkår. Det er blandt andet en af årsagerne til, at skuespillerne bag Elisabeth og John-John, Elsa Öhrn og Mustapha Arab, er så vilde med den.
- Jeg elsker filmen. Det var en kæmpe oplevelse at være en del af den, og alle på filmholdet blev supertætte, så vi var helt kede af det, da filmen var færdig. Filmen er meget autentisk i forhold til, hvordan det er i Stockholm lige nu. Og det er godt, at man ser, at John-John og Elisabeth har forhindringer mellem dem, for eksempel, at folk omkring dem mener, at de ikke er gode nok for hinanden. Det gør kun, at kærligheden virker stærkere - lidt a la Romeo og Julie-historien. De lever totalt forskellige liv, men det er dét, som gør, at de forelsker sig, fordi de er så forskellige, og kan lære af hinanden, fortæller Elsa Öhrn.
- Jeg synes, at det er en rigtig god film, fordi det er en kærlighedshistorie, så alle teenagere kan nok relatere til historien. Jeg tror, at mange mennesker kan relatere til skildringen af overklasse og underklasse i filmen. Der er ligesom en stige mellem John-John og Elisabeths liv i overklassen og underklassen, og den stige er kærlighed, fortæller Mustapha Arab.
Mere til Elsa Öhrn og Mustapha Arab i fremtiden
Elsa Öhrn og Mustapha Arab gør en fantastisk præstation i filmen, og vi håber på, at komme til at se meget mere til dem i fremtiden, og det tyder det også på, at vi gør.
- Jeg vil klart gå efter at få flere roller i fremtiden, og fortsætte med at lave film, fortæller Mustapha Arab.
- Jeg afslutter mit sidste år af skolen nu, og derefter vil jeg gerne fortætte med at lave skuespil, og lære mere om det og blive bedre.
’Vinterviken’ har præmiere på Netflix d. 8. september 2021. Rigtig god fornøjelse!
Se traileren til 'Vinterviken' lige her: