Her er programmet, du skal se, hvis du elsker LEGO
Hvis du er LEGO-entusiast med stort L, kan du godt begynde at glæde dig til den 16. april. Her er der skruet maks op for fredagsunderholdningen i det splinternye program ’LEGO Masters’ på TV2 og TV2 Play.
I programmet dyster otte LEGO-glade par om at bygge de mest kreative og gennemførte kreationer ud af de ikoniske klodser. Kun fantasien sætter grænser for, hvad de iderige-par kan bygge.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Programmet har allerede haft stor succes i lande som England, USA, Sverige og mange andre steder. Nu er det blevet tid til at programmet lander i Danmark – selve hjemlandet for LEGO-klodsen.
LÆS OGSÅ: Se listen: DR udgiver en masse nye ungdomspodcasts
Kendt vært på det nye program
Det nye program får en helt særlig vært. Du kender ham sikkert allerede fra DR Ramasjang og som den sjove komiker, der fyrer den ene joke af efter den anden. Det er nemlig selveste Victor Lander, der skal indtage rollen som vært for ’LEGO Masters’.
Den unge komiker glæder sig til at guide både deltagere og seere igennem udfordringer, bedømmelser og afgørelser af de kreative LEGO-værker.
- Det her program er en hyldest til de kreative, modige og nørdede sjæle, der ikke bare er blevet ved med at bygge med LEGO, men som også har lagt en masse tid og energi i at blive sindssygt gode til det, fortæller Victor.
Vild præmie til vinderne
Programmet vil byde på sjove og udfordrende bygge-konkurrencer, som de forskellige par skal løse. Til sidst vil et par stå tilbage som vinderne af ’LEGO Masters’ – og der venter dem en helt særlig præmie.
Vinderne vil gå hjem med at stort trofæ i hænderne, men det er ikke alt. Vinderparret vil også blive bygget som statuetter i LEGO-klodser, der vil blive udstillet i LEGOLAND. Derudover vil parrets fascinerende kreationer i programmet blive udstillet i LEGO House.
Det er Søren Dyrhøj, som er designer for LEGO Koncernen, der bedømmer parrenes kreationer og til sidst udnævner en vinder. Her vil han bedømme ud fra opfindsomhed, historiefortælling og teknisk kunnen.
- Jeg er superspændt på at se, hvilke talenter der er blandt LEGO-byggere i Danmark, og så håber jeg meget, at de kommer til at bygge noget, jeg aldrig har set før, fortæller den garvede LEGO-designer.
Vi glæder os meget til at følge med og se hvilke vilde LEGO-værker, der bliver skabt.
LÆS OGSÅ: 'Den Store Bagedyst' vender tilbage