11 kendte: Øjeblikket, jeg vidste, at jeg var en del af LGBTIQ+-miljøet
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
At springe ud som LGBTIQ+ kan være forskelligt fra person til person, da vi alle har vores egne unikke veje til at forstå og acceptere os selv i forhold til vores kønsidentitet og/eller seksualitet. Derfor kan det også være svært at vide, hvordan man skal forholde sig til de tanker, man går med, hvis man er i tvivl.
Vi har samlet 11 LGTBIQ+-kendisser, der hver især forstår den forvirring, men samtidig også følelse af fred, lettelse og glæde, som kan være en del af processen, når man udforsker og udfordrer sin kønsidentitet og/eller seksualitet. Herunder fortæller de i et citat om det øjeblik, hvor de indså, at de er en del af LGBTIQ+.
Demi Lovato (de/dem)
- Da jeg begyndte at blive ældre, begyndte jeg at indse, hvor queer jeg egentlig er. Her sidste år var jeg forlovet med en mand, og da det ikke fungerede mellem os, var jeg sådan: "Det her er et kæmpe tegn." Jeg troede, at jeg skulle tilbringe mit liv med nogen. Nu da jeg ikke længere skulle dét, oplevede jeg en form for lettelse, fordi jeg kunne være mig selv.
Demi Lovato til Glamour i marts 2021.
Rebecca Black (hun/hende)
- Da jeg begyndte at forstå min seksualitet, var jeg omkring 19 eller 20 år gammel - og jeg er kun 22 nu. Så en del af mig følte: "Det er for sent; Jeg burde have vidst det her om mig selv”. Jeg validerede ikke mig selv, og jeg stillede spørgsmålstegn ved mig selv hele tiden, indtil jeg begyndte at tale med folk, der havde lignende oplevelser som mig. Tidspunktet for, hvornår du indser, at du er en del af LBGTIQ+, er ikke vigtigt. Det handler om fejringen og at kunne omfavne den. Det er det, der betyder noget.
Rebecca Black til Gay Times i april 2020.
Lil Nas X (de/dem)
- Jeg indså, at jeg var homoseksuel i en alder af 5. Jeg havde følelser for min søsters fætter - vi har forskellige fædre. Og jeg var sådan: "Omg, han er virkelig sød", og tænkte det samme om mange andre drenge på min alder. Jeg sprang ikke ud før Pride-måneden i 2019, hvor jeg først fortalte min søster det. Så min far. Så verdenen. Jeg vidste bestemt, at jeg ville miste mange af de fans, jeg havde fået, men jeg vidste også, at andre ville være støttende.
Lil Nas X til Variety i 2020.
Lili Reinhart (hun/hende)
- Jeg kan huske, at jeg gik i femte klasse. Jeg ventede på min bus. Jeg husker det her så mærkeligt og levende. Jeg stod bare alene og tænkte: "Kan jeg lide piger?". Jeg ved ikke engang, hvor det kom fra eller hvorfor. Jeg kan huske, at jeg kiggede på en artikel - jeg tror, det var i Cosmo - der spurgte: ”Vil du være sammen med den kvinde, du kigger på, eller vil du være hende?”. Så tænkte jeg: ”Jeg vil gerne være hende, fordi hun er en sexet, fantastisk kvinde, men jeg vil også være sammen med hende.”
Lili Reinhart til NYLON i september 2020.
JoJo Siwa (de/dem og hun/hende)
- Jeg vidste, jeg var queer lige, da jeg så hende [JoJo's kæreste]: ”Puha, hun er virkelig smuk, og jeg kan virkelig godt lide hende”. Men jeg tænkte bare: ”Åh, som en ven”. Da vi blev bedste venner, tænkte jeg: ”Mmm, jeg tror ikke, det er det” ...Men jeg kunne ikke undgå mine følelser.
JoJo Siwa på 4D med Demi Lovato i juli 2021.
Sam Smith (de/dem)
- Jeg har altid følt, som jeg gør nu. Det var ikke en ny følelse. Det var i stedet opdagelsen af et sprog og et fællesskab af mennesker, der havde det på samme måde. Det har været dejligt. Det har været en proces med at føle sig hørt og set - at der er et rum, jeg kan leve i og nyde mit liv i og føle mig fuldstændig som mig selv og blive behandlet, som jeg er.
Sam Smith til Bizzare i oktober 2020.
20 LGBTIQ+ Pride-flag: Her er alle betydningerne bag dem
Amandla Stenberg (de/dem)
- Jeg indså, at jeg havde meget internaliseret homofobi og havde svært ved at være sammen med drenge. Jeg har altid haft en meget bedre seksuel dynamik med piger. Jeg elsker, at vi har dette paraplyudtryk 'queer', og at der eksisterer så mange ting under det. Men jeg indså, at en del af min rejse gemte sig under den paraply, fordi jeg - personligt og offentligt - var bange for at konfrontere det, jeg var.
Amandla Stenberg til Seventeen i september 2018.
Elliot Page (han/ham)
- Jeg vidste, at jeg var en dreng, da jeg var lille. Jeg skrev falske kærlighedsbreve og underskrev dem ’Jason.' I hvert lille aspekt af mit liv, har jeg vidst det: Det er hvem jeg var, hvem jeg er, og hvem jeg vidste, jeg selv var. Jeg kunne bare ikke forstå, da jeg fik at vide: ”Nej, det er du ikke. Nej, det kan du ikke være, når du er ældre”. Men du mærker det. Nu er jeg endelig tilbage til at føle, hvem jeg er, og det er så smukt og ekstraordinært.
Elliot Page til Vanity Fair i april 2021.
Cara Delevingne (hun/hende)
- Jeg voksede op i en gammeldags, undertrykt engelsk familie, og jeg brugte ordet ”homoseksuel” til at beskrive ting. Jeg tror, det kom fra, at jeg bare ikke ville indrømme, hvem jeg var. Jeg ville ikke forstyrre min familie. Jeg var dybt ulykkelig og deprimeret. Når du ikke accepterer en del af dig selv eller elsker dig selv, er det næsten som om du ikke er fuldt tilstede.
Cara Delevingne til Variety i juni 2020.
Joshua Bassett (han/ham)
- Da jeg så Joe og Frankie [Serafini og Rodriguez, der spiller et homoseksuelt par i ’High School Musical: The Musical: The Series’] filme scenen i sæson 1, afsnit 5, 'Homecoming', hvor de for første gang dansede sammen, husker jeg bare kuldegysninger i hele kroppen. Jeg græd, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor indtil for nylig... Altså årsagen, der gjorde mig så følelsesladet. Jeg bliver så følelsesladet nu, fordi de talte deres sandhed på trods af den uundgåelige reaktion, som de ville få.
Joshua Bassett til GQ i juni 2021.
Janelle Monáe (de/dem og hun/hende)
- For mig er kønsidentitet og seksualitet en rejse. Det er ikke en destination. Jeg har opdaget så meget om mig selv i årenes løb, når jeg har haft udviklet mig og vokset og brugt tid sammen med mig selv og mine kære. Det er det spændende: Altid at finde ud af nye ting om, hvem du er, og det er det, jeg elsker ved livet. Det tager os med på rejser, som vi ikke engang selv var forberedt på nogle gange. Du tilpasser dig bare, hvor du er, og hvordan du har udviklet dig som en fritænkende person.
Janelle Monáe til them. i april 2019.