Kendte

Holger Rune om forholdet til sin mor: Vi kunne gå op ad hinanden 24/7

af Frederik Bregndahl 8. februar 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Claus Bech/ Ritzau Scanpix
Tennisstjernen Holger Rune fortæller nu i et stort interview om forholdet til sin mor, Aneke Rune.

Det er ikke ofte, det sker, men i weekenden kunne danskerne se den nye tennisdarling Holger Rune i aktion i Danmark, da han var en del af den danske trup, der slog Indien i Davis Cuppen.

Holger Rune bragede frem på den internationale tennisscene med lyn og torden i 2022, og han ligger lige nu nummer ni på verdensranglisten, og hvis det ikke allerede var tilfældet, så har han nu for alvor slået sig fast i danskernes bevidsthed.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er ikke nogen hemmelighed, at mor, Aneke Rune, er en stor del af Holger Runes succes, og nu har den 19-årige dansker sat ord på forholdet til sin mor.

– Min mor og jeg kunne gå op ad hinanden 24/7, men det kan man jo ikke med ret mange mennesker, så det er vigtigt, at man nogle gange lige har nogle dage for sig selv, så man kan være fuldt på, når man er sammen igen, fortæller Holger Rune i et stort interview med Jyllands-Posten, der har talt med ham i forbindelse med hans kampe i Danmark.

Foto: Nikolai Linares/ Ritzau Scanpix

Det er også derfor, at han netop har købt en lejlighed på Østerbro i København for lige i underkanten af syv millioner kroner.

På den måde kan Holger Rune forebygge den mentale træthed og trække sig lidt tilbage, når han er hjemme i Danmark.

Og selv om han ikke er helt på plads i den nye lejlighed endnu, så har han da en ret god idé om, hvordan den skal indrettes.

Selv om han er ung, så har Holger Rune tilbragt rigtig meget af sit liv på hoteller rundt omkring i verden. Som regel har han sit eget værelse, og hotellivet har også inspireret ham.

– Jeg kan faktisk meget godt lide den indretning, som de (hotellerne, red.) kører med, så det går jeg også efter. Det er noget med komforten. Det er de ting, som jeg godt kan lide og har brug for, fortæller han til Jyllands-Posten.

Foto: Keld Navntoft/ Ritzau Scanpix

Og godt nok er det vigtigt at få en pause fra mor en gang i mellem, men Holger Rune fortæller også, at hun er vigtig, når der er turneringer.

Hun er opmærksom på, at der ikke hele tiden skal tales om tennis, og at der også skal kobles fra og tales om andre ting.

At betale syv millioner kroner for en lejlighed som 19-årig kan lyde lidt vildt, men det har måske ikke været mere end et hurtigt greb i lommen for Holger Rune.

Ifølge ATP har danskeren tjent omkring 22 millioner kroner i præmiepenge, mens han også netop har skrevet en lukrativ sponsoraftale med Rolex.

Udover urproducenten har Rune også aftaler med Nike og Babolat.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs mere om