Jesper er klar til at præsentere sin kærlighedssang
Jesper Boesgaard er i fuld gang med at forberede sig til Melodi Grand Prixet på lørdag. Faktisk har Jesper så travlt, så han måtte sidde hos frisøren og blive klippet samtidig med, at vi interviewede ham. Men Jesper er sej, og det stresser ham ikke, at der er mange ting, der skal nås inden lørdag.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Faktisk er det to år siden, at vi sidst har hørt fra Jesper Boesgaard, da han blev nummer tre i "X Factor". Men hvad har Jesper egentlig lavet i al den tid?
- Ikke så meget. Efter "X Factor" blev jeg kastet ud fra det her store cirkus, og jeg har nok haft brug for at finde mig selv og blive mere klar. Jeg har gået i skole, været sammen med mine venner, spillet guitar derhjemme og ellers bare koncentreret mig om at være mig, men nu er jeg parat til at koncentrere mig om musikken, fortæller Jesper.
Test dig selv: Hvilken Melodi Grand Prix-sang er du?
Og selv om der er et helt specielt sammenhold i "X Factor", så ser Jesper ikke meget til de gamle deltagere.
- Jeg snakker ikke så meget med de gamle deltagere. Det er længe siden, jeg har set Tine, som nok er hende, jeg har snakket mest med. Det er egentlig ikke fordi, vi ikke vil have kontakt, med alle har bare så travlt.
Klar til at skubbe til taget
Det er ikke for sjov, at Jesper Boesgaard er klar til at "skubbe til taget" på lørdag, når der er det danske Melodi Grand Prix. Sangen er nemlig lavet i samarbejde med Morten Hampenberg, der i 2009 lavede hittet "Skub til taget" sammen med Yepha.
- Jeg har ikke selv haft indflydelse på teksten, men jeg kan i høj grad identificere mig med den. Det er en kærlighedssang, som er sådan lidt house/club-agtig, og så skiller den sig ud fra andre kærlighedssange, fortæller Jesper.
Læs også: A Friend In London om musik og kærlighed.
Og Jesper kan godt regne med, at hele familien ser med, når han på lørdag står på scenen, for hjemme hos Jesper har de altid set Melodi Grand Prix, og når han tænker på Melodi Grand Prixet fra sin barndom, så er der én ting, der falder ham ind:
- ABBA! De er jo de største, og de er virkelig supercool. Jeg elsker deres musik, og "Waterloo" er nok den Melodi Grand Prix-sang af alle, der er min yndlings.
Selv håber Jesper på, at Melodi Grand Prixet kan være en lige så stor døråbner for hans sangkarriere. Han føler sig nemlig helt klar til at bryde igennem med sin musik nu, og han ser det som en mulighed for at få en fantastisk eksponering og nå et endnu større publikum.