Kendte

Mød Mina Okabe: 7 ting, du skal vide om stjernen

Af Ema Seferovic 2. februar 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Cathrine Brix
Vi Unge har mødt Mina til en snak om musik, drømme og det at skrive sine egne sange. Lær hende bedre at kende her.

Du har måske hørt ”Every Second” – en lækker, akustisk pop-perle, som vi længe har haft på hjernen. Sangerinden bag hedder Mina Okabe og er en af Danmarks nyeste sangstjerner.

Mina er født og opvokset i London, men har rødder i både Japan og Danmark. Hun har boet forskellige steder i verden – alt fra New York til Manila, og det har været med til at give hende en masse inspiration i hendes sangskrivning. Tilbage i august udgav sangerinden sit anmelderroste debut-album ”Better Days”.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Vi Unge har mødt Mina til en snak om musik, drømme og det at skrive sine egne sange.

Hvis du skulle beskrive din musik og lyd med kun tre ord, hvilke ord ville du så vælge?

– Personlig, behagelig og følelsesladet.

Hvad håber du, din musik kan bringe til verden?

– Jeg har været så overrasket og taknemmelig over, at folk har taget sig tid til at skrive til mig om min musik. Nogle har skrevet, at de gladere sange har løftet deres humør, mens en anden skrev, at hun kunne relatere til en af mine sange så meget, at det føltes, som om hun selv havde skrevet teksten. Det er de reaktioner, jeg har drømt om. Nu håber jeg bare, at sangene kan fortsætte med at gøre indtryk på folk, og at min musik kan komme ud til endnu flere.

Hvad er det bedste og omvendt mest udfordrende ved at skrive sine egne sange?

– Jeg elsker alt ved sangskrivning – både at lave melodier og at skrive tekster. At skrive sange er den nemmeste måde for mig at udtrykke mig selv på, da jeg ikke er så god til at snakke om følelser. Det mest udfordrende er måske at gøre sangene helt færdige, fordi jeg altid har så mange nye ideer til nye sange, som jeg får lyst til at arbejde på i stedet.

Hvem eller hvad er inspirationen bag dit debutalbum ”Better Days”?

– Alle mine sange handler om mine egne oplevelser, følelser og tanker, så jeg bliver meget inspireret af det, der sker omkring mig. Sangene på albummet handler om forskellige sider af kærlighed. Jeg får også inspiration til melodier og produktion ved at lytte til forskellig musik i forskellige genrer.

Blå bog – Mina Okabe

Fulde navn: Mina Okabe

Alder: 21

Stjernetegn: Løve

Yndlingsartist: Amy Winehouse

Yndlingssang: “Wake Up Alone” af Amy Winehouse

Hvilken af dine egne sange betyder mest for dig – og hvorfor?

– Alle mine sange betyder selvfølgelig virkelig meget for mig, men en af dem, der måske betyder mest, er sangen ”Let Me Down”. Det var en af de første sange, jeg skrev, og var en af de sange, der gjorde, at jeg fik en pladekontrakt.

Hvor drømmer du om at være om fem år?

– Jeg drømmer om at kunne leve af at lave og spille musik. I løbet af de næste år håber jeg, min musik vil nå ud til endnu flere, og at jeg kan spille til festivaler og spille koncerter både i Danmark og i udlandet.

Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?

– Jeg tror måske, det bedste råd, jeg har fået, er, at jeg ikke skal være bange for at lave fejl. Nogle gange kan frygten for at tage den forkerte beslutning holde en tilbage fra at gøre det, der måske i virkeligheden føles rigtigt.

Læs mere om