Kendte

Paradise-Amalie om Peter, musik og kritik

Af Line Sølvhøj Jensen 2. september 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Amalie har endelig fået sit ønske opfyldt om at lave musik. Nu mangler hun bare at blive gift med Peter og bo i et stort hus ud til vandet.

Du kender hende fra "Paradise Hotel", men det sidste stykke tid har du også hørt hende i radioen med hendes single "Du og jeg". Vi har snakket med Amalie om, hvordan det er at være kendt og få kritik af det, man laver.

Du er kendt som Paradise-Amalie. Men hvad er forskellen på den Amalie, vi så I Paradise Hotel, og den Amalie, vi nu hører i radioen?
- I Paradise Hotel havde jeg nok ikke de store ambitioner, men det har jeg nu. Ellers er jeg stadig den samme. Jeg var ærlig hele vejen igennem i Paradise Hotel, og sådan er jeg stadig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvad har du drømt mest om - at være i tv eller lave musik?
- Jeg har drømt om at være i tv med min musik. Jeg har altid villet lave musik, og jeg har prøvet at stille op i både "Scenen er din", "X Factor" og "Talent", men jeg kom aldrig rigtig igennem. Jeg fik for eksempel at vide, at jeg havde for voksen en stemme til børne-kategorien.

[faktaBox]Har Paradise Hotel gjort det lettere for dig at slå igennem med musikken?
- Ja, det er helt klart Paradise Hotels skyld, at jeg er kommet så langt. Så det har været en fordel for mig at være med. Ellers har det været lidt en kamp at komme igennem med musikken.

Hvad vil du gerne fortælle med den musik, du laver?
- Jeg vil gerne fortælle, hvem jeg er, og jeg vil gerne vise, at jeg ikke ændrer mig for andres skyld. At jeg er mig selv, og at jeg kæmper for tingene, selv om jeg også får modstand.

Se her, hvordan du kommer til koncert med Amalie.

Hvad hører du selv af musik?
- Jeg hører meget stille musik og især kærlighedsmusik. Det er for det meste musik, jeg kan relatere mig selv til, så det er vigtigt for mig, at jeg kan forstå musikken. Celine Dion er nok min yndlingssangerinde.

Hvad vil du gerne være kendt for?
- Sangerinden, der hele tiden udvikler sig, selv om jeg får modstand. Og så vil jeg også gerne være kendt for, at jeg ikke giver op.

Hvis du skulle sammenligne dig selv med en anden kendt, hvem skulle det så være?
- Det ved jeg faktisk ikke. Jeg er meget min egen, så der er ikke nogen bestemt, jeg går og ser op til.

Hvordan er det at få kritik af noget, som man brænder rigtig meget for at lave?
- Det er selvfølgelig svært, men man kan godt udvikle sig af det og lære noget af det, hvis det er berettiget. Da jeg sang i "Go' morgen Danmark" var det ikke så tilfredsstillende, og det fik jeg også at vide. Men generelt bliver der taget godt imod mig, og folk er som regel positivt overrasket, når de hører mig synge. Og hvis ikke folk gider høre på, at jeg synger, så synger jeg bare for mig selv.

Hvad laver du om 5 år?
- Jeg er stadig kæreste med Peter, og måske er vi gift. Så har vi nok et barn sammen, og vi bor i et stort hus ud til vandet - måske i udlandet. Og så laver jeg selvfølgelig stadig musik og er i mediernes søgelys.