Petra Nagel om uønsket hårvækst, kikset sex og tøj, der ikke passer
D. 28. september udgiver journalist og tv-vært Petra Nagel bogen 'Ting, jeg har lært, da det var for sent'. En bog, der på allerfineste vis fortæller, at det er helt okay ikke at vide, hvem man er eller hvad man skal – det hele skal nemlig nok løse sig på et tidspunkt.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Igennem bogens 11 kapitler skriver Petra om alt lige fra venskaber, forældre og ungdommens fejltagelser til kiksede sex-oplevelser og utroligt dårlig smag.
Når man spørger Petra om, hvorfor det lige præcis er denne bog, hun har valgt at lave, så er svaret simpelt.
- Fordi jeg syntes, at den manglede. Jeg gad godt selv at have haft sådan en bog, da jeg var yngre, fortæller hun til Vi Unge.
Netop det med at skabe noget, man selv mangler, er blevet hendes mantra i alt, hun gør. Hvis man tidligere har set tv-værten i programmerne ’Petra dater hele verden’ eller ’Petra elsker sig selv’, så er det tydeligt, at hun ikke er bange for at dele ud af de emner, der måske er svære for mange at tale om. Og det er der en god grund til. Petra har nemlig et mål om at komme ud med de budskaber, hun selv savnede i de hårde perioder af sit liv, og hun håber derfor, at hendes nye bog kan hjælpe andre med den følelse.
- Jeg håber, at unge på en eller anden måde kan læse sig frem til, at bare fordi de ikke får 12 i skolen, eller hvis de måske savner at have en tæt veninde, så skal det hele nok gå, siger hun.
Fra uønsket hårvækst til følelsen af ikke at være nok
For mange kan det være svært at tale om uønsket hårvækst, sex og følelsen af ikke at være den person, man burde være, selvom det er noget, som mange teenagere går igennem. Det vil Petra gerne være med til at aftabuisere, og derfor skriver hun hudløst ærligt om alle de oplevelser, både gode og dårlige, hvor hun har lært noget vigtigt.
- Jeg har taget pinlige ting med, som jeg troede, at jeg aldrig nogensinde skulle fortælle nogen. Og det jeg har gjort, fordi jeg tror, at der er nogen, der har brug for at læse, at jeg også har uønsket hårvækst, eller ikke kan finde ud af at finde det tøj, der passer mig, fortæller Petra om 'Ting, jeg har lært, da det var for sent'.
For Petra er det især også vigtigt at fortælle, at selvom det føles som om, at man skal opnå bestemte ting, inden man fylder en vis alder, så er det slet ikke sådan virkeligheden er. Man behøver nemlig ikke at være på en bestemt måde for at have et godt liv, så det handler om at være lidt sødere mod sig selv i stedet for at slå sig selv i hovedet over alle de ting, man måske ikke er. Og så skal man huske på, at selvom nogle ting virker store og uoverskuelige, så betyder de ikke helt lige så meget i det store billede.
- Det var især, da jeg var yngre, at jeg gik meget op i de ting, jeg nu kan se, var meget små. Men det gør man jo. Det er det, der fylder. Men der er vigtigere ting, end at bekymre sig om man har fået en større mave eller være ked af, at ens veninder ikke ringer. Når man bliver ældre finder man ud af, at selvom de følelser er rigtige at have, så findes der andre ting, der betyder en smule mere, fortæller Petra til Vi Unge.
Læs hele interviewet med Petra Nagel i det Vi Unge-blad, der udkommer d. 4. november.