Se billedet: Pete Davidson fjerner hyldest-tatoveringen til Kim Kardashian
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
”Min dame er advokat”
Indtil for ganske nyligt stod disse stolte ord på den nederste del af halsen på den tidligere ”SNL”-komiker Pete Davidson.
Men nu har den lille tatovering – der var dedikeret til den jurastuderende Kim Kardashian – efter alt at dømme været under en laserpistol.
Tilbage i marts 2022 postede den verdenskendte realitystjerne et billede, hvor den splinternye blækhyldest kunne skimtes lige over Pete Davidsons kraveben.
På et nyt paparazzifoto af den 28-årige komiker og skuespiller ser vi et lille stykke plaster stikke op over sweatshirten – lige der hvor ”my girl is a lawyer”-teksten sad.
I midten af denne måned stod det også klart, at den anden del af stjerneparret allerede var på vej videre. I hvert fald fortalte Kim Kardashian til James Corden i ”The Late Late Show”, at hun godt kunne tænke sig at date en ”normal mand” næste gang.
Men at hun altså bare er klar til at chille i et stykke tid, mens hun kommer sig over bruddet.
Om det er disse udtalelser, der har fået Pete Davidson til at finde sletteværktøjerne til sine kropsudsmykninger frem, er ikke til at vide.
Denne artikel blev første gang bragt på sh.dk. Dette er en redigeret version.