Kendte

”X Factor” Anna: Jeg er tilfreds

Af Tóra Effersøe Mortensen og Line Sølvhøj Jensen 20. februar 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Anna er i gang med at opbygge sin selvtillid, men efter endnu et liveshow, hvor hun gjorde det godt, er hun meget tilfreds.

Remee sagde til dig, at du er en af de bedste sangere, der har været med i "X Factor", hvordan har du det med det?
- Det er godt nok vildt! Da jeg gik fra scenen, var jeg helt paf, jeg fløj nærmest af scenen.

Mange af de journalister, der dækker "X Factor" sidder i et andet lokale i DR-byen og ser liveshowet på storskærm, og der var især en deltager, der imponerede dem i aften, det var dig Anna - hvad siger du til det?
Hold da op - nu bliver jeg helt paf igen. Er det virkelig rigtigt? Det er selvfølgelig dejligt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Pernille roste dig for din nærhed, hvordan arbejder du med at skabe nærhed, når du er på scenen?
- Jeg er meget perfektionistisk, jeg går meget ind i detaljerne - små bevægelser og små smil. Det er detaljerne, der skaber helheden.

Var du tilfreds med din egen indsats i aften?
- Jeg er meget afhængig af, hvad andre synes om mig. Jeg er i gang med at arbejde med mig selv og få selvtilliden op..Men jo jeg var meget tilfreds i aften...

Hvordan var det at synge et Michael Jackson-nummer?
- Det var rigtig fedt! Det, at vi har så meget forskelligt, er noget af det fedeste med at være med i "X Factor", og det var superfedt at få lov til at give noget af vores til en Michael Jackson-sang.

Du sang et ret ukendt nummer...
- Der var mange, der spurgte, om det ikke var lidt farligt, men jeg vender den om og tænker, at så kan de lære noget nyt, så det var lidt sjovt, at Soulshock ikke kendte den.