Musik

Lasse Skriver: "Jeg er stadig 'bare' tømreren, der kan synge"

Ema Seferovic 22. februar 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Sebastian Birk
Lasse Skriver er ude af årets X Factor, trods det er det ikke et farvel til musikken. Den unge stjerne har nemlig skrevet under på en pladekontrakt med det verdenskendte pladeselskab Sony Music. Vi Unge har mødt Lasse til en snak om hans fremtid som musiker. Bliv klogere på den 17-årige sangfugl fra Vejle lige her.

De fleste så med i spænding, da Blachman stod overfor et svært valg i årets X Factor. Skulle Lasse eller Mads videre til X Factor Live? Det blev Mads. Men selvom Lasse Skrivers X Factor-rejse er slut, er musikdrømmen ikke blevet slukket, tværtimod. Lasse har med sin stærke vokal fået scoret sig en pladekontrakt hos pladeselskabet Sony Music.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Vi har mødt Lasse til en snak om livet før, under og efter X Factor.


Lasse før X Factor

Før Lasse sang sig ind i danskernes hjerter, blomstrede kærligheden for sang derhjemme på det lille værelse i Vejle.

- Jeg har sunget lige så længe, jeg kan huske. Men det er altid foregået derhjemme på værelset. Min søster, der også kan lide at synge, og jeg har ofte gjort det meget sammen. Men det var først under X Factor, at jeg virkelig blev anerkendt for min sang, siger Lasse.

Se her en video af Lasse og hans søster, der synger:

Lasse er igang med at uddanne sig til tømrer, og lige nu arbejder han som tømrerlærling. Men selv på arbejdet er musikken til stede.

Se ham i aktion som tømrer, mens han synger et cover af Bruno Mars' hit "Talking to the Moon".

Lasse under X Factor

I det populære talentprogram blev han kendt som den syngende tømrer, der imponerede dommerne med sin version af George Ezras hit "Budapest".

- Det var vildt at komme ind til audition og opleve dommerne reagere på min audition på den måde, de gjorde. Jeg havde ikke rigtig prøvet at få anerkendelse for min stemme før, så det var et stort øjeblik, fortæller Lasse.

Lasse røg ud af det populære talentprogram lige inden live-programmerne. Men selvom det i momentet føltes ærgerligt, er Lasse glad for, at det er sket.

- Jeg røg ud til fordel for en værdig deltager. Mads er virkelig en god sanger, og af den grund blev jeg ikke slået helt ud, da jeg blev valgt fra. Nu har jeg jo landet en pladekontrakt, og det kunne faktisk ikke være bedre, siger Lasse.

Lasse efter X Factor

Umiddelbart efter Lasse Skrivers første audition blev vist på tv begyndte Lasses telefon at bimle og bamle. Men det var ikke nye kunder, der ville have fikset terasse eller tage. Nej, det var i stedet den danske musikbranche, der ivrigt ville have fat i det unge talent. X Factor er slut, men musikkarrieren er først lige begyndt for den unge sanger.

Men hvem er Lasse nu, hvor han er blevet en pladekontrakt rigere?

- Stadig 'bare' tømreren, der kan synge, siger Lasse og griner.

Lasse forklarer, at han lige nu er en del i studiet for at producere en masse musik. Han glæder sig til at udkomme med det og få udviklet sig som artist. Men hvad kan vi forvente af Lasses lyd?

- Jeg kan ikke det hele nu som artist. Så lige nu skriver jeg for eksempel ikke mine egne sange. Jeg er en proces, hvor jeg hele tiden lærer noget nyt. Men min lyd kommer til at være inspireret af de sange, jeg allerede har lavet covers af - så for eksempel George Ezra og Benson Boone. Jeg tænker, at min fremtidige musik bliver følsom og lidt mere stille i det, men jeg synes også, det kunne være fedt at overraske med for eksempel et klub-hit en dag, siger Lasse.

Blå bog: Lasse Skriver

  • Alder: 17 år
  • Stjernetegn: fisk
  • Yndlingsartist: Pind
  • Yndlingssang: Avalon af Pind
  • En sang, du ville ønske, du selv havde skrevet: "Budapest" af George Ezra

Læs mere om