”X Factor” vender tilbage på skærmen efter coronapause
Hvad er ”X Factor”?
Midt i coronakrisens vildrede blev ”X Factor 2020” noget, der hørte fortiden til – ja, altså tiden, hvor vi stadigvæk måtte mødes, kramme og hoste i det offentlige rum...
Det føles som om, det er en evighed siden, at vi stiftede bekendtskab med "X Factor"-deltagere som Magnus og Aksel og Alma Agger, men på trods af det, er der er faktisk ikke fundet en vinder af sangprogrammet endnu – men nu er ventetiden slut, for fra fredag den 15. maj 2020 vil ”X Factor” igen rulle ind over din skærm, når de sender live!
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Til dem, der skulle have glemt det, har Blachman fortsat alle sine tre deltagere, Alma Agger, Mathilde Caffey og Emil Wismann, med i konkurrencen. Ankerstjerne har Smokey Eyes og Magnus og Aksel, mens Oh Land blot har én deltager, Ilona, med videre til liveshowene.
Deltagerne stod sidste gang på scenen i ”X Factor” fredag den 6. marts, og her var alt ved det ’gamle’, hvor der kom et afsnit om ugen, men de fremadrettede shows vil være lidt anderledes, end vi har set hidtil.
På otte dage vil der blive sendt HELE TRE liveshows. Første show finder som bekendt sted fredag den 15.maj. Finalen bliver til en stor todages-begivenhed fredag 22. maj og lørdag 23. maj - en form, som de blandt andet har succes med i England, ifølge TV2.
Oversigt over de tre shows:
Fredag den 15.maj: Her vil deltagerne for første gang siden afbrydelsen genindtage scenen maj i ”X Factor-live” under temaet ”Sange fra musikfilm”.
Fredag den 22. maj: Første finaledag, hvor deltagerne skal på scenen to gange hver – med en sang, som deres dommer har valgt, og i en duet med en gæstesolist (uhh hvem håber du, der gæster studiet?)
Lørdag den 23. maj: Anden og sidste finaledag, hvor de resterende tre deltagere skal synge deres vindersange, hvorefter vi får den endelige afgørelse: Hvem er vinder af ”X Factor 2020”?
Det er fortsat uvist, om ”X Factor”-deltagerne får selskab af live-publikummer, men uanset hvad glæder vi os til at slå os ned foran tv’et, når ”X Factor 2020” igen ruller ind over skærmen fredag aften! Find slikskålen frem...