'X Factor': Liveshowet bliver meget anderledes i år
Det velkendte setup, med publikum siddende bag dommerne, bliver ikke, som det plejer at være, når det første liveshow i ’X Factor’ kører over skærmen fredag den 26. februar på TV2.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Da det populære fredagsprogram kørte sidste år, blev man på grund af coronarestriktionerne nødt til at droppe publikum under nogle af liveshowene, og som coronareglerne er strikket sammen for tiden, er der ikke udsigter for et stort publikum samlet ét sted lige nu.
Læs også: 'X Factor'-gruppe forlader showet: Thomas Blachman har en plan
Helt nyt publikum-format
Men denne gang har man fundet på en anden corona-venlig løsning.
Der vil være publikum, men publikummet kommer til at sidde hjemme i deres egne stuer med et tændt webcam, der gennem Zoom sender live ind i ’X Factor’-studiet.
Det kan man læse på det tilmeldingslink, der er blevet sendt ud, i forbindelse med at programmet søger publikum til generalprøven og første liveshow lige nu.
Publikum kommer stadig til at være placeret bag dommerne Oh Land, Martin Jensen og Thomas Blachman, men denne gang bliver publikum vist på en "videovæg” i stedet for at sidde fysisk inde i studiet.
Hvis man gerne vil være publikum hjemme fra sin egen stue, så skal man være fyldt 18 år. Personer under 18 år må dog gerne være med i billedet, så længe de er sammen med andre, der er over 18 år.
Læs også: 'X Factor': Blachman overrasker igen
Ny vært på programmet
Publikum er ikke det eneste, der ikke bliver, som det plejer til første liveshow. Den populære vært på programmet, Sofie Linde, er nemlig gået på barsel, efter hun er blevet mor for anden gang.
Derfor bliver det vikaren, Melvin Kakooza, der må udfylde hendes sko gennem de syv liveshows.
I det nye Vi Unge-blad kan du læse mere om, hvilken type vært Melvin Kakooza vil være.