Få det bedre med dine forældre
Spiser du hjemme, hvem skal du til fest med, ryd op på dit værelse, hæng dit sportsstøj op, stil din morgenmadsskål i opvaskeren - HADER du også bare, når dine forældre KONSTANT skal stille dig spørgsmål om alt muligt og irettesætte dig i alt, hvad du gør?
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Forældre stiller oftest en masse irriterende spørgsmål, fordi de bekymrer sig om dig. De bekymrer sig om din opdragelse og om, at du ikke kommer noget til. De elsker dig så højt, at de ikke kan lade være! Så i stedet for at tænke, at dine forældre kun gør det for at forpeste din tilværelse, så prøv i stedet at tænke på, at de gør det for at hjælpe dig, - og at det højest sandsynligt vil komme dig til gode senere i livet.
Læs også: Derfor siger dine forældre nej
Hvis du alligevel ikke altid er enig med dine forældre, og har svært ved at håndtere dine vredesudbrud, så har vi samlet 5 punkter, som helt sikkert vil hjælpe dig!
Følg de her 5 råd - så er du et godt skridt nærmere et bedre forhold til dine forældre:
Send en sms
Måske føler du dig overvåget, når dine forældre hele tiden skal vide, hvor du er, og hvem du er sammen med. Selv om det er irriterende at skulle høre på din mors prædiken, når du har glemt at melde ud, hvor du er, så tænk på, at hun kun gør det, fordi hun er bekymret for dig. Og hvis du liiiige tænker over det en ekstra gang, så er det jo egentlig meget rart, at nogle ved, hvor du er, hvis du kommer noget til? Send derfor altid en sms, hvis du ændrer dine planer. Det vil spare dig for en masse brok og skænderier!
Ryd op efter dig selv
Når din mor eller far hundser rundt med alle i familien, er det oftest et tegn på, at de er ret stressede - og det er der jo egentlig ikke så meget at sige til! Prøv lige at overveje, hvor meget de laver og har at se til? Derfor er det også kun fair, at I deler de huslige pligter derhjemme! Hjælp dem, ved at rydde op efter dig selv, så du ikke giver dem ekstra arbejde. Dermed kommer du også alt deres brok og hundseri i forkøbet.
Stop brokkeriet
Synes du ikke også selv, at mennesker, der er sure, eller snerrer af andre er sindssygt træls? Overvej, hvordan du snakker til dine forældre eller hvor meget, du brokker dig over småting. Hvis du er glad og snakker pænt til dem, vil de gøre det samme til dig.
Læs også: Derfor skal du huske at elske dine forældre
Hvem spiser med?
Måske kan du ikke forstå, hvorfor din mor eller far flipper helt ud, hvis du ikke giver besked om, hvorvidt du spiser med til aften, eller om du tager en veninde med - what's the big deal? Faktisk tager det lang tid, at lave mad og handle ind, og dine forældre har ikke lyst til enten at stå med alt for meget eller alt for lidt mad. Vis dem, du sætter pris på, at de serverer lækker aftensmad ved melde ud, hvis du ikke spiser med en aften, eller hvis du får en veninde på besøg. Og husk også lige at rose maden - ligesom du ville gøre, hvis din veninde havde lavet en middag til dig! De bliver gladere, end du tror.
Tag alenetid, når du har brug for det
Hvis du kommer hjem en dag og bare IKKE har brug for at snakke, så bed dine forældre om lidt alenetid. Det er oftest en meget bedre idé end at flippe helt ud og snerre, fordi du ikke kan overskue at svare på alle deres spørgsmål. Dine forældre vil helt sikkert godt kunne forstå dig, for alle mennesker har brug for at være alene engang imellem. Gå ind på dit værelse og køl af og kom så ud og vær glad, når du er klar til det. Det skaber den bedste stemning derhjemme.