Hjælp, mine forældre skal skilles!
Det er altså aldrig sjovt at få at vide, at ens forældre skal skilles, og det kan hurtigt føles, som om hele din verden falder sammen. Alt det, som altid har været det samme, og de rammer, som har været din hverdag, er pludselig helt anderledes. Det er smaddersvært at tackle, og du sidder garanteret tilbage med spørgsmålet: Hvorfor bliver I ikke bare sammen?
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Dine forældre har valgt at blive skilt, fordi de har fundet ud af, at de begge to vil have det bedre og være gladere, hvis ikke de er kærester mere. Husk på, at det slet ikke har noget med dig at gøre. De vil jo altid være dine forældre - det vil aldrig ændre sig.
Jeg føler mig ensom!
Det er supersvært at vænne sig til, at man nu kun bor hos sin mor eller far eller måske en uge hvert sted. Det er let at føle, at man ikke rigtig hører til nogen steder, og du kan føle dig lidt tilovers midt i det hele. Derfor er det vigtigt, at du taler med dine forældre. Sig til dem, hvis du synes, det hele går lidt for stærkt eller er arrangeret på en besværlig måde. Du kan ikke få dine forældre til at være sammen igen, men du kan få dem til at lytte og sætte sig ind i dine følelser og hjælpe dig til, at det hele går så let som muligt.
Læs også: Det er hårdt at være skilsmissebarn.
Jeg føler, jeg skal vælge mellem min mor og min far!
Nogle forældre vil foreslå, at du selv må bestemme, om du vil bo hos din mor eller far - eller at du skal beslutte andre ting. Du kan godt komme til at føle, at man skal vælge side, selv om dine forældre faktisk bare lader dig bestemme selv i bedste mening. Fortæl dine forældre, at du har brug for, at de tager ansvaret for, hvordan du for eksempel skal bo, eller at du er bange for at gøre dem kede af det. Det kan nemlig hurtigt føles som et kæmpe ansvar, når der er en masse beslutninger, der skal tages.
Mine forældre skændes hele tiden!
Desværre kan en skilsmisse gøre forældre rigtig sure på hinanden i et stykke tid - faktisk så sure, at de helt kan glemme at tage hensyn til deres børn. Det kan føles rigtig væmmeligt, hvis ens mor og far skændes konstant. Men lige meget, hvor meget de skændes, så er de ikke sure på dig, tværtimod. Du skal bruge dine forældre på fuldstændig samme måde, som du altid har gjort - og du må godt sige, at de skal lade være med at skændes, når du er der. Forklar dine forældre, at du bliver ked af det og får ondt i maven, hvis de snakker grimt til eller om hinanden, når du er der. De vil helt sikkert forstå dig!
Jeg hader mine forældres nye kærester!
Det er altid mærkeligt, hvis ens forældre får nye kærester. Du kan måske få følelsen af, at den nye kæreste absolut ikke skal prøve at spille mor eller far over for dig. Det er en helt normal måde at have det på, og de følelser, du har, skal tages alvorligt.