Vi Unge

Passer du godt på dig selv?

Af Line Sølvhøj Jensen 1. februar 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Der findes rigtig mange måder at passe på sig selv på. Læs med her og find ud af, hvor god du egentlig er til at passe på dig selv.

Det er vigtigt at du passer rigtig godt på dig selv. Mange teenagepiger er faktisk rigtig hårde ved dem selv, og selv om de tror, at de tænker på sig selv, så behandler de faktisk sig selv rigtig dårligt.

Lev sundt
Når du vil passe godt på dig selv, så skal du både dyrke motion og spise sundt. Du kan nemlig undgå rigtig mange alvorlige sygdomme, hvis du lever sundt, men du får også meget mere energi, og så har du meget lettere ved at overskue alle de ting, du skal nå, så du ikke bliver stresset.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det betyder heldigvis ikke, at du ikke må spise slik, for helt ærligt, det kan man jo alligevel ikke overholde, og det bliver da også vildt surt, hvis du aldrig må spise noget usundt. Du skal bare lade vær med at gøre det for meget. Det er helt okay at være usund engang imellem. Læs mere om, hvad en sund krop er lige her!

Tænk på dig selv
Når du skal passe godt på dig selv, så skal du ikke kun dyrke motion og spise sundt. Du skal også tænke på dig selv og gøre det, der gør dig glad. Prøv at mærk efter inde i dig selv. Hvad gør dig glad, og hvad bryder du dig ikke om?

Det er vigtigt, at du aldrig lader dig presse til noget, og at du ikke gør noget, som gør dig ked af det. Du skal respektere dig selv og siger fra over for det, du ikke har lyst til. Selv om du måske synes, det er pinligt at sige, når der er noget, du ikke vil, så vil andre sikkert tænke, at det er sejt, at du siger fra.

Sådan tænker du på dig selv:

• Husk at din mening er lige så vigtig og rigtig som alle andres.

• Tænk dig om. Det gælder både, når du går udenfor om aftenen, og når du er alene sammen med en fyr første gang. Du skal altid tænke dig godt om, hvad du gør.

• Husk at du ikke skal være perfekt og være som alle andre. Hvis vi alle lignede hinanden, ville verden jo være vildt kedelig!

• Behandl andre, som du også gerne selv vil behandles. Hvis du er sød ved andre mennesker og ikke bagtaler nogen, så er der stor chance for, at andre vil behandle dig på samme måde.

Tjek denne søde gruppe på Facebook, der er for dig, der gerne vil passe godt på dig selv eller ikke vil miste nogen: www.facebook.com.