Smalltalk - snak dig til succes
Hvad er smalltalk?
Smalltalk betyder egentlig småsnak. Det handler om at kunne snakke om små, generelle ting, når du møder nye mennesker. Når man smalltalker, undgår man store emner som politik og ens privatliv - i stedet snakker man om vejret, omgivelserne, stjernesladder eller andre "ufarlige" emner, som alle uden videre kan have en mening om.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Du glæder dig helt vildt, for nu har du endelig chancen for at møde din drømmefyr. Du ved nemlig, at han kommer til den samme fest som dig. Men du aner ikke, hvordan du skal få ham på krogen og får helt ondt i maven ved tanken om at tage initiativ til at snakke sammen. Her hjælper det at kunne smalltalke - for smalltalk skaber kontakt. Når man går hen til en fremmed og snakker om vejret, er det jo ikke, fordi man tænker, at den anden er interesseret i meteorologi, men fordi man vil i kontakt. Vi beskytter nemlig os selv ved at snakke om ufarlige ting med mennesker, vi ikke kender. Det mest ufarlige er at snakke om er vejret, hvad man ser omkring sig og sådan noget. Lige så snart du begynder at give udtryk for dine meninger og holdninger, så viser du, hvem du er, og så er du mere sårbar. Smalltalk er menneskets hundesnuseri. Vi ser hinanden an og starter i det lette lag. For vi skal lige vide, hvor vi har hinanden, før vi kan give os i kast med de mere dybe samtaler. Men det kræver mod at snakke med nogen, man ikke kender, og som man gerne vil lære at kende. Når du har lært dig kunsten at smalltalke, kan du tage det første skridt til at blive kærester med drømmefyren, du kan få nye venner og i det hele taget få viden om ting, du ikke ved noget om i forvejen. Så kast dig ud i det!
Sådan kommer du i kontakt med drømmefyren
Find noget, I har til fælles. Det kan for eksempel være en ny biograffilm, du har set. Fortæl om den og spørg, om han har set den. Du kan også spørge til hans musiksmag, hvis I er til fest. Et spørgsmål som "Hvad synes du om bandet?" er godt at åbne med. I vil altid have noget til fælles. Måske venter I på bussen, går i den samme skole eller er til en fest sammen. Find dit mod frem og spørg ham om noget. Hvis du holder dig til ufarlige emner, er det ikke så slemt, hvis han ikke er interesseret i dig. Det er langt værre, hvis du siger: "Hej, jeg synes, du er hamrende lækker! Jeg kunne godt tænke mig at komme på en date med dig."
Så er der ikke nogen vej tilbage, hvis han siger nej. Holder du dig til noget mere neutralt, er faren ikke så stor. Hvis han er interesseret, vil han gerne svare på, hvor han skal hen, når du spørger ham om det ved et busstoppested.
Jeg er genert - hvad gør jeg?
Forbered dig godt før festen. Tænk over, hvad du kan snakke om. Øv dig i nogle spørgsmål og tænk på, at de fleste er bange for at tale med folk, de ikke kender. Det vil gøre det lettere for dig. Det er de færreste, der afviser én, der tager initiativ til snak. De fleste kan godt lide, at nogen kommer hen og vil snakke med dem - især til en fest.
3 måder at smalltalke på:[faktaBox]
1. Brug komplimenter: Giv gerne komplimenter, men sørg for at have hjertet med - du skal mene det! Lad være med at komme med billige scoretricks eller tænke på noget helt andet, mens du siger det. Man kan godt mærke, hvis du ikke mener det, du siger.
2. Bed om et godt råd: Det er dejligt at blive spurgt til råds og føle, at andre synes, man kan bruges til noget. Du kan for eksempel spørge en pige, om hun ved, hvor man køber nogle fede hårspænder.
3. Kommenter situationen: "Hold da op, hvor er her varmt/sjovt/kedeligt!", er en god åbningskommentar. Hvis din drømmefyr er interesseret, skal han nok svare. Se dig omkring og brug det, du ser, i din samtale. Kom med kommentarer om stedet eller om dem, der er der. Kommenter for eksempel pigen med det flotte hår eller fyren med de fede bukser.