Tjekliste til sidste skoledag
Sidste skoledag betyder sommerferie, frihed og masser af sjov! Men det betyder måske også et farvel til folk, du har kendt i mange år og måske ikke længere kommer til at se hver dag. Derfor gælder det om at få en supergod oplevelse, så I har nogle skønne minder, I altid kan tænke tilbage på.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Tjekliste til en fed sidste skoledag
- Et overdrevet nice kostume
Gå all in på dit kostume til sidste skoledag. Det er nemlig nu du har chancen for virkelig at imponere med et sjovt, smukt eller bare totalt gennemført kostume. Du kan også aftale med et par veninder fra klassen, at I klæder jer ud som det samme eller har et fælles tema - så ser det supersejt ud, når I følges ad. Få inspiration til seje kostumer her!
- Enorme mængder af karameller
Du er superglad, fordi det er din sidste skoledag, så du skal selvfølgelig dele glæde med de yngre klasser, som elsker at få masser af karameller eller andre former for godter. Haps! Og så er det både sjovere og sødere at kaste karameller ind til dem end at sprøjte med vand på dem.
- Vandballoner
Hvis du alligevel synes, at en sidste skoledag kræver en form for vandkamp, så prøv at arrangere en vandkrig med vandballoner eller vandpistoler. Det kan være, at lærerne er med på at kæmpe mod eleverne - og så kan du rigtig tage hævn for alle de kedelige undervisningstimer, du har kæmpet dig igennem!
Se galleriet: Læsernes kostumer sidste skoledag
- En prisuddeling
Arrangér en sjov prisuddeling, hvor hele klassen stemmer om, hvem der skal vinde hvad. I kan for eksempel have kategorier som "Klassens modigste person", "Klassens mest kreative person", "Klassens kendis" og lignende. Det er ekstra fedt, hvis I laver små trofæer, som I kan dele ud til vinderne.
- En sjov plan
Læg en plan for, hvad I skal lave, når I får fri fra skole. Det kan være en tur i en forlystelsespark, Tivoli, køre gokart, bowling eller noget andet sjovt, som I har lyst til. Sørg for, at alle i klassen er med på idéen, så ingen bliver kede af det.
Læs også: Læsernes historier fra sidste skoledag
- Et kamera
Dagen bliver proppet med sjove minder, så sørg for at have et kamera i nærheden, så du kan dokumentere det hele og grine ad de sjove billeder senere sammen med resten af klassen. Hvis du ikke vil have din mobil eller et godt digitalkamera med, kan du i stedet vælge et engangskamera, som ikke er så sart. Husk at tage et samlet fællesbillede af hele klassen - det kan jo være, det er sidste gang, I alle sammen er samlet!
- Et lækkert fest-outfit
Om aftenen skal I helt sikkert give den gas og holde en kæmpe fest! Derfor skal du selvfølgelig også have et nice party-outfit klar, til når du smider kostumet og skal være fint klædt på. For eksempel en sej kjole med print - få inspiration her! For at holde den absolut fedeste fest om aftenen, kan du tjekke de her tips!