Essay: Sådan skriver du et essay i dansk
Skal du skrive et essay i dansk? Så er det rigtig godt at vide, hvordan du skal gribe opgaven an. Det kan nemlig godt virke svært at skrive et essay, men når du først har styr på princippperne, er det slet ikke slemt. Faktisk kan det være helt vildt sjovt og spændende at skrive et essay, fordi du får lov til at være meget personlig og dykke ned i et emne, du synes, er interessant.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Hvad er et essay?
Ordet 'essay' kommer fra det latinske 'exagium', som betyder 'undersøgelse'. Og det er faktisk lige præcis, hvad et essay er. I et essay skal du nemlig undersøge, vurdere og reflektere over et emne, så din lærer kan forstå dine tanker. I et essay må du gerne diskutere forskellige synspunkter, men det er vigtigt at dit essay ikke kommer til at blive en lang diskussion. Det handler mere om selve problemstillingen end om forskellige synspunkter, så det handler om at få problemstillingen i fokus ved at belyse den på forskellige måder.
Herunder kan du få tips til at skrive dit essay:
1. Vælg emne til dit essay
I et essay er din opgave tit, at du enten skal skrive om en tekst, du har fået udleveret eller om et emne, du interesserer dig for. Udover at beskrive teksten eller emnet i et essay, skal du også skrive om din egen holdning til det - derfor er det vigtigt, at du vælger noget, du har (eller kan have) en klar mening om, og som kan ses fra flere sider. Og heldigvis lægger et essay op til, at du kan være kreativ og skrive lidt mere spændende, end du plejer.
Tip! Start med at finde temaet til dit essay, og skriv nogle gode spørgsmål ned, som du vil besvare. Hvis temaet i dit essay er teknologi, kan du for eksempel spørge, om vores tekster er blevet mere upersonlige, når vi går væk fra at skrive dem i hånden.
Læs også: Skal du skrive et essay i dansk eksamen eller op til en svær matetmatikprøve? Få de gode tips her
2. Byg dit essay op
Begynd dit essay med en konkret oplevelse - det kan være en artikel, du har læst, som handler om et samfundsmæssigt problem, eller måske en helt almindelig hverdagssituation, du selv har stået i.
Når du har beskrevet den i dit essay, kan du langsomt begynde at bevæge dig ud, hvor du sætter situationen i perspektiv, og beskriver emnet i et større omfang. Det vil sige, at du sammenligner den konkrete situation med nogle større sammenhænge, hvor det bliver lidt mere abstrakt i dit essay.
Tip! Et eksempel kan være, at du starter med at skrive om, at du bliver nødt til at aflevere dit essay i hånden, fordi din printer ikke virker (konkret situation), og at du slutter med at diskutere teknologiens fremskridt i samfundet - fra fjerpen til keyboard.
For at gøre dit essay mere overskueligt, er det en god idé at dele det op i afsnit, som du giver underoverskrifter. Det hjælper også dig selv med at holde styr på, hvor du er nået til i dit essay.
3. Diskutér i dit essay
Fortæl om din egen holdning til det problem, du er kommet frem til i dit essay. Kom gerne med et eller flere eksempler, der forklarer, hvad du mener, så det bliver tydeligt for læseren, hvad din mening er. Men glem ikke, at du også skal se sagen fra andre sider. Så selv om du har skrevet din klare holdning, skal du også komme ind på, hvad andre, der er uenige med dig, synes. Hold de to synspunkter op mod hinanden, og diskutér lidt med dig selv. "På den ene side … På den anden side …". Husk hele tiden, at det handler om at belyse emnet fra forskellige synspunkter - det handler ikke så meget om diskussionen i sig selv.
Tip! Husk at lægge vægt på din personlige holdning i et essay. Du skal vise, at du interesserer dig for emnet, og det er vigtigt for dig at få din mening frem. Ellers kan det blive svært for læseren at tro på det, du skriver i dit essay.
I vores eksempel vil du altså diskutere fordele og ulemper ved, at vi er gået fra at skrive med fjerpenne til at sende e-mails.
Test dig selv: Hvad skal du efter 9. klasse?
4. Rund dit essay af
Det er okay, at du kommer med små sidebemærkninger, da et essay lægger op til, at du giver tankerne frit løb. Men husk at holde den røde tråd, så det hele giver mening, og du ikke ender på et sidespor.
Når du er nået til afslutningen på dit essay, skal du nemlig samle trådene. Mange andre opgaver ville slutte med en konklusion, men det gør et essay ikke. Der er jo typisk ikke noget endegyldigt svar på den problemstilling, du har reflekteret over i dit essay. Lav i stedet en afslutning, hvor du samler op på de spørgsmål, du har stillet i dit essay, eller gætter på, hvordan fremtiden kommer til at se ud i forhold til dit emne.