Guide: Sådan shopper du mere bæredygtigt
Selvom mode og shopping er noget af det fedeste, vi ved, så har modeverdenen også en skyggeside. ’Fast fashion’ er nemlig både dårligt for miljøet og skyld i overtrædelse af menneskerettigheder i mange lande. Shopping er derfor ikke bæredygtigt, men ved at ændre sin måde at gøre det på, kan man skåne miljøet.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Men hvordan fungerer det at shoppe bæredygtigt? Det kan måske virke uoverskueligt at starte med at shoppe bæredygtigt, men det behøver slet ikke at være så besværligt, som mange tror det er.
Vi Unge har lavet en guide til dig, der gerne vil shoppe mere bæredygtigt, men som ikke ved, hvor du skal starte.
Ændre dine købevaner
En af de største klimasynder er overforbrug. Selvom vi alle sammen kender følelsen af, at vi burde eje hele kollektionen, når vi shopper i en butik, så er det en god idé at tænke sig om en ekstra gang. Prøv at tænke over, om du virkelig har brug for den item, du ser på.
TIP: Overvej, om det, du kigger på, passer til i din garderobe, og hvilken situation du skal have det på i.
Hvis du vil undgå overforbrug så søg efter items, der kan bruges gennem de fleste årstider. Jeans, t-shirts og fine kjoler kan altid styles, så man ser trendy ud hele året rundt.
Genbrug, genbrug, genbrug
Genbrug er blevet en af de helt store trends, og det er nemt at se hvorfor. At shoppe genbrugt er både bedre for miljøet end at købe nyt tøj, og så er vintage styles også vildt fede! At shoppe genbrug giver din garderobe et personligt touch, og du får helt sikkert unikke items, ingen andre har.
LÆS OGSÅ: Bliv god til at shoppe genbrug!
I dag er genbrugsshopping nemmere end nogensinde, fordi der findes utallige muligheder. Du kan for eksempel shoppe i humanitære organisationers genbrugsbutikker, såsom Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær. Der findes også mange små lokale genbrugsbutikker rundt omkring i Danmark, som har de fineste outfits, man ikke kan få i andre butikker.
TIP: Mange influencere og instagrammere har også online salgsprofiler, hvor de sælger deres brugte tøj.
Genbrug gælder ikke kun, når du skal have nye ting til garderoben. Har du overvejet at donere dit tøj, når du er færdig med at bruge det? Mange genbrugsbutikker tager imod brugt tøj, og Røde Kors har 1700 tøjcontainere i Danmark, hvor man kan aflevere det tøj, man ikke selv skal bruge mere. Kunne det være nemmere?
Lav dit eget tøj
Hvis du er i rigtigt krea-humør kan du altid eksperimentere med at lave dit eget tøj. På denne måde kan du få en garderobe, der både er unik og klimavenlig.
Strikning er blevet den helt store trend, og mulighederne er uendelige. Man kan for eksempel lave sin helt egen vest, en fin cardigan eller en dejlig varm sweater til vinterkulden.
LÆS OGSÅ: 5 profiler du skal følge, hvis du drømmer om at lave dit eget tøj
Ved at producere sit eget tøj er man helt sikker på, hvilke materialer tøjet er lavet af. De fleste steder kan man købe bæredygtigt økologisk garn, som sikrer, at tøjet er mere klimavenligt.
Instagram, TikTok og YouTube er fyldte med tutorials, der giver dig gode guides til, hvordan man kommer i gang med sit eget strikkeprojekt. Så det er bare om at komme i gang, hvis man elsker DIYs.
Køb fra bæredygtige brands
I dag har mange brands en bæredygtig linje, hvor alt eller dele af deres tøj er produceret med en mere klimavenlig agenda. Hvis man er i tvivl om, hvilke brands der har bæredygtige linjer, kan man også shoppe i butikker, der udelukkende sælger bæredygtige produkter.
Another View er en dansk butik, der udelukkende producerer bæredygtige produkter, mens Res Res samler alle bæredygtige mærker på én hjemmeside.
LÆS OGSÅ: Mere bæredygtighed hos Monki: Se de nye styles!
Også fast fashion brands arbejder på at blive mere klimavenlige. H&M har netop lanceret en mere bæredygtig denim-kollektion i samarbejde med denim-giganten Lee. En af kollektionens højdepunkter er blandt andet de klassiske ’relaxed fit’ jeans, som består af 100% genanvendt bomuld. Det samme gør deres overalls og den fine denimskjorte.
Det mest bæredygtige valg er selvfølgelig at undgå shopping. Hvis du trænger til ny inspiration kan du altid gå en tur i dit klædeskab og lege lidt med, hvordan du kan sammensætte forskellige styles ud fra det tøj, du allerede ejer.