mode

Guide: Sådan undgår du at købe kopivarer på nettet

Af Tanja Hartmann 7. juni 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Nettet vrimler med kopivarer, og det kan godt være svært at skelne de falske mærker fra de ægte. Derfor giver vi dig fem gode råd til, hvordan du spotter en kopivare, når du shopper online.

Har du nogensinde købt noget på nettet, som du troede var ægte, men som viste sig at være en kopivare?

Så er du langt fra alene. En undersøgelse fra EUIPO viser, at hver femte unge har købt en kopivare i troen om, at den var ægte.

Det skyldes blandt andet, at det med tiden er blevet lettere at forfalske de fleste ting lige fra makeup og skønhedsprodukter til tøj og sko. Samtidig er det også blevet sværere at skelne de falske varer fra de ægte, når du shopper online.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Derfor er det vigtigt, at du holder nøje øje med de sider, som du køber fra. Det er nemlig ikke kun ærgerligt for dig at ende med et forfalsket produkt, det kan faktisk også være sundhedsskadeligt for dig, da de falske ting ofte produceres med billigere og giftigere kemikalier i sig.

Barbara Suhr Jessen, der er sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen, giver dig derfor fem gode råd til, hvordan du hurtigt kan spotte de falske kopivarer på nettet.

Rådene finder du lige her:

LÆS OGSÅ: Guide: Her er de 7 bedste steder at sælge tøj online

1. Kig efter sprogfejl

Er teksten på webshoppen svær at forstå, og er der masser af grammatiske fejl rundt omkring? Så er der en mulighed for, at det er en falsk side.

2. Kig efter prisen

Er priserne en smule mistænkelige med lidt for gode rabatter? Så er det muligvis en svindelside. En god huskeregel er: Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det formentlig også det.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan shopper du mere bæredygtigt

3. Kig efter kontaktoplysninger

Har webshoppen nogle steder, hvor du kan kontakte dem? Hvis den ikke har nogle kontaktoplysninger, eller hvis de oplysninger, der er, virker falske, er der god grund til at shoppe et andet sted.

4. Kig efter web-adressen

Web-adressen, der står øverst i din fane, skal gerne stemme overens med det, som siden hedder. Hold også øje med om webshoppens design generelt ser lidt shady ud, for så er den muligvis ikke helt troværdig.

LÆS OGSÅ: Undersøgelse viser: Vi bliver mest lykkelige af dette køb

5. Kig efter e-mærke

Hold gerne et ekstra øje med om den webshop, som du køber fra, har et e-mærke. Hvis den har det, er den nemlig godkendt som sikker handel, og derfor kan du trygt købe derfra.