Sådan får du den perfekte nytårsaften
Nytårsaftensdag er laaang, og hvis du ikke rigtig ved, hvad du skal lave, bliver det næsten uudholdeligt. Heldigvis har vi en masse tips til, hvordan du bruger tiden bedst og varmer op til festen.
Kom ud
Så snart morgenmaden er overstået, skal du trække i vinterstøvlerne og skidragten. Glem alt om, hvordan du ser ud. Du skal bare have det varmt. Tag din bror, søster, hund, dine forældre, din bedstemor eller din veninde under armen (okay, det er lidt svært med hunden), og vov dig ud i vinterlandskabet. Hvis du har en kælk, et par skøjter eller ski, kan du også tage dem med. Du skal bare blæses ordentlig igennem og slippe dit indre legebarn fri.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs også: Så meget skal du træne.
Varm chokolade
Nu er du helt forfrossen og har brug for noget at varme dig på - og hvad er bedre end varm chokolade?!
Her har du en toplækker (og syndig) opskrift:
Det skal du bruge:
1 liter sødmælk
1 deciliter fløde
15 gram mørk kakao
1 spiseskefuld sukker
100 gram hakket mørk chokolade
Sådan gør du:
Put sødmælk, fløde, sukker og kakao i en gryde og varm blandingen op ved svag varm. Du behøver ikke røre i den, men pas på, at den ikke koger.
Når blandingen er varm, smider du de hakkede chokoladestykker i og rører langsomt rundt, indtil chokoladen er smeltet. Blandingen må på intet tidspunkt koge.
Nu kan du servere den dejligste varme chokolade for familien, og du kan drikke den med god samvittighed.
Find flere lækre opskrifter her.
Plej dig selv
Advar familien om, at du altså har eneret til badeværelset i en time, og de skal under ingen omstændigheder forstyrre dig. Så samler du hårkur, skrubbecreme, ansigtsmaske, badesalt, og alt hvad du ellers ejer af lækre plejeting. Du skal også huske en radio, så du kan høre musik, mens du plejer dig selv fra top til tå.
Læs også: Bliv lækker til fest.
Pynt op
Nu er du helt afslappet og smurt ind fra top til tå. Hop i behageligt tøj, for nu skal du være kreativ. Hvis nytår skal holdes hjemme hos dig, så er der garanteret et bord, der skal dækkes og nogle serpentiner, der skal pustes. Skal du holde nytår hos andre, så skal du i gang med at lave grimme briller og skøre hatte.
Lav en quiz
Til en vellykket nytårsaften hører også en sjov quiz, og den kan du jo passende lave. Det kan være 12 citater fra forskellige festgæster, og de skal så gætte, hvem der har sagt hvad. Eller hvad med, at alle skal mime et ordsprog? Bare tænk kreativt og sørg for, at alle kan være med.
Hop i tøjet
Så er det party time, og du skal have festtøjet på. Puds skoene, stryg kjolen, krøl håret og tag dig god tid, mens du nyder at nusse om dig selv. Du kan jo også lige give neglene en ny farve.
Læs også: Tips til en flot frisure.
Godt nytår - fra alle os til alle jer!