Det synes vi om ”Den 5. bølge”
Hvis du af fan af Yanceys bøger, har du med garanti glædet dig til filmen ”Den 5. bølge”, som er baseret på den første bog i forfatterens trilogi. Vi Unge har været et smut i biografen, og her kan du læse, hvad vi synes om filmen.
Det handler filmen om:
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
16-årige pige Cassie bor sammen med sin mor, far og lillebror Sam. Hun lever et helt normalt teenageliv, men det skal vise sig at ændre sig totalt, da jorden angribes af en række bølger fra ukendte væsener fra rummet, som har til formål at udslette menneskeligheden totalt. Mørke, oversvømmelser og sygdom er blot nogle af de ting, som menneskene bliver udsat for.
Da Cassie ved et uheld bliver skilt fra sin lillebror, må hun drage ud på en farlig rejse. På sin vej møder hun en fyr, som gerne vil hjælpe hende med at finde sin lillebror. Men spørgsmålet er, om hun kan stole på den her fyr. Er han, hvem han siger, han er?
Det synes vi om ”Den 5. bølge”:
Skuespilleren Chloë Grace Morets spiller Cassie, og hun gør det supergodt i hovedrollen. Vi var underholdt gennem hele filmen, og fordi angrebene på jorden virker ret realistiske, så bliver filmen næsten bare endnu mere spændende, da den kommer tættere på virkeligheden – man føler virkelig med Cassie og hendes familie og frygter samtidig hele tiden, hvad det næste angreb kan være.
Vi synes, at filmen er godt lavet og har nogle gode budskaber. Dog må vi lidt indrømme, at vi sad med en ”hvad nu”-følelse og tusind spørgsmål, da den slutter og rulleteksterne løber over skærmen, og derfor lægger den virkelig op til en to’er. På trods af at slutningen gav os en lidt uforløst følelse, så var vi godt underholdt, og vi synes, at filmen fungerer godt, fordi den blander klassiske science-fiktion elementer med en del realistiske ting.
Ser du filmen får du action, spænding og kærlighed på flere niveauer!