Er din veninde kærestekedelig?
I har været bedsteveninder i virkelig lang tid, og du har været vant til, at du bare skulle sende hende en sms med ordene ”Netflix og is?”, og så stod hun ude foran din dør, så I kunne hygge.
Men siden hun har fået en kæreste, er de spontane aftaler nærmest forsvundet. Hvis du er heldig, kan du få en aftale med hende tre uger ude i fremtiden, og så er det kun ”måske”, fordi hun ikke helt ved, om hun skal noget med sin kæreste endnu.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Test venskabet: Skal du slå op med din veninde?
Øv! Det er så træls, når ens veninde bliver kærestekedelig og går fra at have al tid i verden til at være sammen med dig til nærmest aldrig at kunne ses. Men hvad kan du gøre ved det? Du kan jo ikke tvinge hende til at ses med dig, hvis hun hellere vil være sammen med sin kæreste, vel?!
Nej, desværre – men der er altså nogle andre ting, du kan prøve at gøre, hvis din veninde har fået en kæreste og nærmest har glemt, at hun også har veninder. Prøv et eller flere af de her syv tips, som måske kan hjælpe dig til at holde liv i jeres venskab, selv om din veninde har fået en kæreste.
Læs også: Bliv en bedre veninde
7 tips, hvis din veninde er kærestekedelig
1. En snak med din veninde kan være det eneste, der skal til, for at hun opdager, at hun måske lidt har glemt at prioritere tid med dig. Prøv at sige til hende, at du savner hende, og at du ville ønske, I kunne ses lidt oftere, end I gør nu.
2. Din veninde vil uden tvivl være meget optaget af sin kæreste i starten af deres forhold, så måske var det en idé, at du bare lod hende være sådan det første stykke tid, og så kunne du i stedet hænge ud med nogle af dine andre veninder, som du ellers ikke ser lige så ofte.
3. Spørg din veninde, om I ikke skal lave en fast venindedag hver uge eller hver anden uge. På den dag er det jeres vigtigste aftale, og der skal ske noget virkelig vildt, hvis én af jer skal aflyse. Så er du i hvert fald sikker på venindetid en gang om ugen.
4. Du kan også arrangere nogle hyggeaftaler for flere af dine venner og veninder, hvor du også inviterer din veninde og hendes kæreste med. Så får du lidt venindetid, samtidig med at du lærer din venindes kæreste at kende.
Læs også: Sådan hjælper du din veninde over et breakup
5. Husk, at alle venskaber har forskellige faser, som ændrer sig i takt med, at jeres liv også ændrer sig. I har lige været i en fase, hvor I havde vildt meget tid til hinanden, og nu er I gået ind i en ny fase, hvor der også er nogle andre mennesker i jeres liv, som skal prioriteres. Det gælder om at få det bedste ud af de forskellige faser – på et tidspunkt vil der også komme en fase, hvor du selv har fået en kæreste og ikke har så meget tid til at ses med din veninde.
6. Bare fordi I ikke ses så tit, betyder det jo ikke, at I slet ikke skal snakke sammen. Chat sammen på Facebook, snap sammen, sms sammen eller ring til din veninde ”bare fordi”, mens du sidder og venter på bussen. Det er ikke lige så hyggeligt som at være sammen IRL, men det er bedre end ingenting!
7. Prøv lidt at glemme følelsen af, at din veninde ikke har tid til dig, og vend i stedet tanken til noget positivt – for eksempel at du nu har meget mere tid til at dyrke din hobby eller til selv at møde en sød fyr, som kunne blive din kæreste. Det er ret svært, men det er altid godt at se det positive i en træls situation, så man kan få noget godt ud af det i stedet for bare at være i dårligt humør over det.
Måske har du brug for at finde nogle flere veninder, som du kan være sammen med? Se, hvordan du kan gøre det her: