DIY: Fin pynt til din konfirmation
Vil du gerne sætte dit helt eget præg på din konfirmation? Det kan du gøre med sød og hjemmelavet pynt til bordet og det lokale, I holder festen i. Og den gode nyhed er, at det faktisk er ret nemt at lave sin egen bordpynt til konfirmationen.
Tag testen: Find dit fest-tema og den perfekte pynt til din konfirmation
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Vi har samlet seks nemme DIY-idéer her. Brug dem, der passer til dit tema og til den fest, du gerne vil have.
1. Blomster på glas
Gem tomme flasker og glas fra syltetøj, oliven eller pesto. De gør sig supergodt som vaser for små blomster. Drømmer du om en afslappet havefeststemning, kan du stille mange forskellige blomster i glas af forskellig størrelse på bordet, men hvis du har en mere klassisk stil til din konfirmationsfest, kan du samle glas i samme størrelse og stille en enkelt rose i hver. Du kan eventuelt spraye glassene med glimmer eller male en enkelt stribe i din yndlingsfarve for at gøre dem endnu finere.
Tip! Glassene kan også bruges som stager til fyrfadslys.
2. Her sidder konfirmanden
Find en gammel, flot stol, som du gerne må male på, og mal den i din yndlingsfarve eller den farve, du har valgt som temafarve til din fest. Stil den ved din plads ved bordet, så ingen er i tvivl om, hvor dagens hovedperson sidder. Hvis du ikke lige har en gammel stol eller dine forældre ikke vil have, at du maler på møblerne, kan du også dekorere din stol ved at binde tyl i en stor sløjfe omkring ryglænet.
3. En sløjfe om gaflen
Gør lidt ekstra ud af borddækningen ved at binde et stykke silkebånd om bestikket og servietten. Det ser superfint ud, hvis silkebåndet er i en lidt lysere eller mørkere tone end servietten. Du kan også vælge at lægge en blomst ved siden af bestikket, inden du binder silkebåndet omkring.
Læs også: Det kan du ønske dig til konfirmationen
4. Bordkort af sten
Runde strandsten kan være virkelig fine som bordkort, både hvis du har et naturligt tema med haveblomster og hvis din stil er mere enkel. Gå en lang tur langs stranden, og saml de flotteste sten. Skriv gæsternes navne på stenene med en tynd sprittusch, og fortæl så dine gæster, at de kan tage stenene med hjem som et minde fra dagen.
Tip! Hvis du synes, at stenens farve er lidt for kedelig, kan du spraymale dem med sølv- eller guldmaling, inden du skriver navn på dem.
5. Sjove minder
Har du en familie, der ikke er bange for at grine af sig selv, så er det en supersjov idé at lægge forskellige foto-props rundt omkring på bordene. Klip overskæg, kysmunde, prinsessekroner og sjove briller ud i pap og lim dem fast på træpinde. Du kan også lave din helt egen fotobooth, hvis du har et godt kamera og et stativ. Stil kameraet op foran en flot baggrund, og lad dine gæster godt amok foran kameraet. Det bliver helt sikkert nogle skægge minder, du får ud af det.
Læs også: De fineste konfirmationsfrisurer
Tip! Lav dit eget hashtag til din konfirmation, og bed gæsterne om at bruge det, når de lægger billeder ud fra festen. På den måde er det meget nemmere at finde billederne bagefter. Husk at tænke over, at det skal være lidt unik, så drop #konfirmation2017, og gå i stedet efter noget, ingen andre har brugt, for eksempel #emmasmegasejekonfifest.
6. Balloner med fyld
Køb nogle gennemsigtige balloner, og hæld konfetti eller glimmer i dem, inden du puster dem op. Det giver en superfin effekt og vil helt sikkert pynte på dit konfirmationsbord. Du kan også fylde dem med helium og binde dem fast på stolene eller lade en masse af dem hænge ned fra loftet.
I galleriet herunder kan du få endnu flere idéer til fin og festlig pynt til din konfirmation:
Psst! Galleriet indeholder affiliate-links. Hvis du ikke ved, hvad det er, kan du læse mere om dem LIGE HER.