5 tips til at få flere følgere på TikTok
Med mere end 800 millioner brugere er TikTok gået hen og blevet så populært, at selv stjerner som Kylie Jenner og Hailey Bieber danser med!
Nogle TikTok-stjerner er så hypede, at de bogstavelig talt tjener flere millioner pr post – men som alle andre er de startet et sted.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Hvis du har et par svedige dansetrin gemt i ærmet og et ønske om at blive TikTok-stjerne, har vi herunder samlet 5 nemme måder, hvorpå du kan booste dit antal af følgere, så du kan tage din TikTok-profil til næste level!
Find ud af hvad der gør dig unik
For at skille dig ud fra mængden, skal du finde det, der gør dig unik! Har du episke makeup-skills? Kan du spille et instrument? Eller har du en crazy stil? Find dine styrker og show em’ off! Kun fantasien sætter grænser og fyr endelig op for kreativiteten, så chancen for, at du skiller dig ud, bliver større.
Forøg videokvaliteten
Du behøver selvfølgelig ikke et svinedyrt kamera og professionel belysning for at skabe godt indhold på TikTok. Det rå udtryk, som en ganske almindelig smartphone kan give, kan være supercharmerende! MEN et par enkle finjusteringer kan virkelig forbedre kvaliteten på dine videoer og få dig til at se superprofessionel ud! Du kan eventuelt tænke over baggrunden og skabe noget fedt dér, så mors vasketøj eller værelsets rod i baggrunden ikke tager opmærksomheden fra dine fede moves. Professionelt eller ej… Lys er vigtigt! Stil dig gerne så lyset rammer dig forfra (billeder og videoer bliver sjældent gode, hvis lyset skinner direkte ind i kameraets linse).
Samarbejde med andre
Kender du nogen, der er en lige så dedikeret TikTok-bruger som dig selv? Ræk ud til dem og foreslå et samarbejde – dette kan føre til noget godt for begge parter (især hvis det involverer en dance-battle!) Ikke alene er disse videoer sjovere at se, men det er også supersmart, fordi det betyder, at I får adgang til hinandens publikum. Da du kan tagge dine venner i dine videoer, kan dine følgere klikke ind på din ’dansepartner’ og få nye følgere på denne måde og omvendt.
Desværre sætter coronavirussen en stopper for de fleste fysiske aktiviteter, der involverer, at I skal mødes. Men hold øje med sjove udfordringer, som du kan gøre hjemmefra som blandt andet 'Makeup Brush Challenge' – eller find på dine egne og udfordr vennerne.
Omfavn din personlighed
En af de bedste ting ved TikTok er, hvordan det omfavner alle former for personlighed. Seriøst, hvornår har det nogensinde været mere cool at danse som en absolut klaphat? Derfor kan du roligt vise dig fra din mest skøre side. Hvis du er mærkelig så lad det skinne igennem i dine videoer! Er du en nørd uden lige, når det kommer til alle ting, der har med Disney at gøre? Gør det til et tema i dine videoer! Vær dig selv, så folk rigtig kan se, hvem du er.
Vær til stede på flere sociale platforme
De fleste TikTok-stjerner har både kontoer på Instagram og YouTube og er ofte aktive flere steder ad gangen, og det er der en god grund til! Ved at være aktiv på andre sociale platforme samtidig kan du nemlig dele dit indhold til et bredere publikum. Du kan eventuelt tilføje din TikTok til din Instagram-bio og poste nogle teasere af dine dansevideoer i feedet og skrive, at de kan tjekke dig ud på TikTok, hvis de vil se mere. På den måde kan flere få øjnene op for dit episke indhold!
God fornøjelse og glem os nu ikke, når du bliver en kæmpe international TikTok-stjerne!