Mit liv

10 tips til en bæredygtig sensommer

Af Redaktionen 10. august 2020
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Tænker du ofte på, hvordan du kan gøre noget for klimaet og hele vores jord? Vi guider dig til en masse klimavenlige aktiviteter, du kan lave i din sensommer

Vi har samlet 10 bud på hvad du kan lave i din sensommer, samtidig med at du er miljørigtig - på den fede måde!

1. OP PÅ JERNHESTEN
Ja, ja, du ved det helt sikkert godt allerede: Biler forurener, og vi bør alle sammen bruge offentlig transport eller tage cyklen mere. Prøv at lokke din familie med på en cykeltur, næste gang I skal et sted hen. Gør det til en lille udflugt – det bliver helt sikkert superhyggeligt!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

2. DRIK EN PLANTE
Kender du plantedrikke? De minder om mælk, men er i stedet lavet på soya, havre, mandler eller ris. Plantedrikke er faktisk så meget bedre for klimaet end komælk, at du ved at droppe mælk fra køer og erstatte den med plantedrikke nærmest kan halvere dit CO²-forbrug. Ret vildt!

3. FRA YT TIL NYT
Har du et par gamle, slidte bukser, en hullet jakke eller en T-shirt, som du aldrig bruger mere? Klip bukserne af til nogle megacool shorts, sæt patches med fede statements på din hullede jakke, og klip T-shirten i strimler, som du fletter til et sødt hårband.

4. TO-GO ER GO!
Du synes garanteret også, at det er hyggeligt at gå rundt med en to-go-iskaffe, smoothie eller sodavand i sommervarmen. Hvis du vil gøre gåturen miljørigtig, så medbring din egen to-gokop, så du undgår emballage, der kun kan bruges én gang. Og hvis du får en engangskop på en café, så sig altid nej tak til plastiklåget.

5. DYREBAR DRIKKEDUNK
Om sommeren skal du drikke masser af vand, og det er jo nemt bare lige at købe en ny engangsvandflaske nede i supermarkedet. Men den er af engangsplastik og derfor ikke særlig miljørigtig! Brug i stedet en genanvendelig drikkedunk – det er både billigere i længden og bedre for naturen!

6. HJÆLP ANDRE VED AT HJÆLPE DIG SELV
Mange genbrugsbutikker er drevet af organisationer, der hjælper udsatte mennesker i Danmark og i resten af verden. Så hvis du køber noget lækkert i en genbrugsbutik, støtter du både mennesker i nød, gør noget godt for miljøet og sparer penge, fordi det er meget billigere end at shoppe nyt!

7. NEJ TAK TIL SUGERØR
Plastiksugerør er virkelig øv for miljøet! Så næste gang du bestiller en sodavand eller en iskaffe på en café, så sig, at du ikke behøver et sugerør. Og hvis du har svært ved at undvære et, kan du i stedet have dit eget sugerør i bæredygtigt materiale, for eksempel bambus, glas eller metal, med i tasken.

8. DROP SOUVENIRS
Har du også skufferne fulde af 19 grimme magneter, 13 nøgleringe og viiirkelig mange figurer, hvor de fleste har fået knækket hovedet af?! Måske denne sommer skal være den, hvor du ikke længere shopper billige (plastik)souvenirs, du aldrig får brugt …?

9. PLANT ET TRÆ
Træer er virkelig klodens superhelte, fordi de tager CO²’en – som er den, der forandrer vores klima – gemmer den og omdanner den til ren luft. Så vildt! Prøv at snakke med dine forældre eller bedsteforældre om det – måske du kan få lov til at plante et træ i deres have

10. BÆREDYGTIG PICNIC
En picnic er perfekt venindehygge på en sommerdag. For at gøre den mere miljørigtig kan du udskifte sølvpapiret med genanvendelig bivoks, når du skal pakke jeres mad ind. Hvis du ikke har bivoks, kan du også lægge maden direkte ned i en madkasse eller glasbøtte – så sparer du samtidig plastikposen væk. Smart!

Læs mere om