Det sker

Vi Unge undersøger: Hvad er 'Clubhouse'?

Af Nikita Hoffmann Andersen 25. februar 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Hvad er Clubhouse, og hvorfor er der så mange, der pludselig taler om det? Her er 5 facts om det nye sociale medie.

1.

Spørgsmål: Hvad er Clubhouse?

Svar: Clubhouse er et lydbaseret socialt medie, hvor brugerne kan hoste eller joine forskellige “rum”. Her kan man enten bare lytte, eller man kan tage del i samtaler (også kaldt “talks”), interviews eller debatter. I et Clubhouse-rum kan man tale om hvad som helst. Det er rummets vært, der bestemmer, hvem der kan lytte, og hvem, der skal inviteres til at tale med. Alle kan “række hånden op” og anmode om taletid.

Bemærk: Man skal være minimum 17 år for at være på Clubhouse.

2.

Spørgsmål: Hvordan kommer man på Clubhouse?

Svar: Ja, her går der måske lidt skår i glæden, og det beklager vi! For svaret er, at man ikke “bare lige” kan komme på appen. Clubhouse er nemlig en “invite only”-app, hvilket betyder, at du kun kan komme ind, hvis du bliver inviteret af en, der allerede er derinde (og som er blevet inviteret af en anden). Du kan dog godt hente appen og skrive dig på venteliste – rygtet siger, at der på et tidspunkt bliver åbent for alle.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

3.

Spørgsmål: Kan de, der er på Clubhouse, så ikke bare sende mig en invitation?

Svar: Jo … og nej. Når man først kommer på Clubhouse, har man automatisk fire invitationer, man kan sende videre. Når de er brugt, skal man bruge appen jævnligt for at “optjene” flere invitationer.

4.

Spørgsmål: Hvordan finder jeg spændende “rum” på Clubhouse?

Svar: Der er flere måder at finde interessante “rum” på. Når du signer op på appen, beder den dig om at vælge dine interesser fra en lang liste, der strækker sig fra sport, tech, identitet, rejser og religion til kunst, mad, mode ... og så videre. Jo flere af dine interesser, du deler, jo flere “rum” vil appen finde, som passer til dig. Derudover kan du – ligesom på andre sociale medier – følge andre personer på Clubhouse og joine de rum, de deltager i.

5.

Spørgsmål: Hvor mange er på Clubhouse?

Svar: Clubhouse har i skrivende stund over 6 millioner følgere, hvoraf flest har joinet i januar og februar 2021. Mange af appens første brugere er folk fra medie- og tech-branchen.

Læs mere om