’Harry Potter’-stjerne om racisme: ”De sagde, at jeg skulle ignorere det”
’Harry Potter’-filmene blev hurtigt en af nutidens største fænomener, men den store opmærksom fra hele verden havde også en bagside.
Skuespilleren Katie Leung, der spillede Harrys crush, Cho Chang, fortæller i podcasten ’Chinese Chippy Girl’, at hun fik mange racistiske beskeder, da hun fik rollen som 16-årig.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
- Da jeg først fik rollen, gik alt amok. Paparazzifotograferne lå udenfor mit hus, alle journalister ville tale med mig, og mit ansigt kom på forsiden af aviser, fortæller Katie om den store opmærksomhed.
Skuespilleren fortæller i podcasten, at opmærksomheden fra medierne også havde en bagside. Hun begyndte nemlig at få mange racistiske hadbeskeder fra fans, som ikke var tilfredse med, at hun skulle spille Cho.
LÆS OGSÅ: Daniel Radcliffe: ”De første ’Harry Potter’-film gør mig flov”
- Der var en hjemmeside, hvor fans kunne dele alle deres tanker om ’Harry Potter’, og det eneste, jeg kunne se, var en masse racistisk lort. Der var også en hjemmeside, der var specielt dedikeret til at hade mig, fortæller Katie om den hårde tid.
Selvom skuespilleren elsker hele ’Harry Potter’-universet og er ”evigt taknemmelig” for rollen som Cho, så er det svært for hende at huske tilbage på tiden uden at tænke på hadbeskederne.
”Jeg skulle ignorere det”
Katie fortæller, at det var så overvældende for hende, at hun var nødt til at kontakte sin daværende manager og spørge, hvad hun skulle gøre. Hendes desperate råb om hjælp til at håndtere racismen blev dog afvist.
Hun fik i stedet at vide af hendes manager, at hun skulle ignorere det og benægte, at det fandt sted.
LÆS OGSÅ: 20 år efter den første premiere: Her kan du streame alle Harry Potter-film
- Jeg kan huske, de sagde til mig, at de ikke havde set de hjemmesider, der skrev hadefulde ting om mig. De sagde, at hvis jeg blev spurgt om det, så skulle jeg sige, at det ikke var sandt. Jeg skulle lade som om, at alt var godt. Så det gjorde jeg, afslører hun i podcasten.
Den i dag 33-årige skuespiller siger i podcasten, at hun ville ønske, at hun havde håndteret det anderledes, da hun var barn. Hun fortæller, at hun dengang havde lyst til at forsvare sig selv og tale højt om racismen, men at hun ikke havde muligheden for det.