Mit liv

Louise: "Jeg kan godt blinke med øjnene til drengene"

Af Josefine Gammelgaard 22. juli 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Elisabeth Eibye
For unge med handicap er hverdagen for det meste ligesom alle andres med venner, skole, fritidsinteresser og fremtidsdrømme. På nogle punkter er den dog helt anderledes. Mød Louise, som lever med et handicap – og de op- og nedture, der følger med.

Louise har en af de mest udbredte typer af Downs syndrom, som hedder trisomi 21. Det skyldes et ekstra kromosom i kroppens celler. Hvor andre mennesker har 46 kromosomer i hver celle, har Louise 47. I praksis betyder det, at hun mentalt ikke er lige så veludviklet som andre på hendes alder, og det er også derfor, hendes mor, Malene, svarer på spørgsmålene sammen med hende. Handicappet er ikke noget, Louise selv tænker over, for hun har haft det hele livet. Læs om hendes liv med et handicap her.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvordan påvirker Downs syndrom Louises hverdag?

Malene: – Det er ikke noget, der bliver talt om i dagligdagen, for det er jo bare hendes verden. Jeg tror ikke, Louise har oplevet at blive kigget skævt til. Vi har også altid været meget åbne om det og sagt, at der ikke findes dumme spørgsmål. Jeg tror, Louise udstråler, at der ikke er noget forkert ved hende.

Hvad laver du til daglig, Louise?

Louise: – 10. klasse. Efter sommerferien skal jeg på Egedammen i Hillerød.

Malene: – Louise skal gå på en 3-årig særligt tilrettelagt uddannelse. Hun skal have dansk og matematik, og så kan hun selv vælge sine kreative fag.

Louise: – De har et sted, hvor man laver mad. De har også dans og musik. Jeg vil have dansk, matematik og musik. Jeg spiller trommer. Jeg glæder mig mest til at møde klassen, for jeg kender allerede mange, der går der.

Hvad vil du gerne arbejde med i fremtiden?

Louise: – På McDonald’s. Min livret er pomfritter og is fra McDonald’s.

Hvad kan du godt lide at lave i din fritid?

Louise: – LykkeLiga! Jeg er vild med håndbold. Vi har fået to søde unge håndboldtrænere.

Malene: – LykkeLiga er en håndboldliga for udviklingshæmmede. På Louises hold er de lidt over 20 børn med handicap.

Er der nogen af dine venner, der er på håndboldholdet?

Louise: – Ja! Jeg er gode venner med Emma. Vi spiller håndbold, går ture og ser YouTube og spiller Ludo på iPad’en sammen.

Malene: – De hører i hvert fald tit megahøj musik! Og så tror jeg, der bliver danset inde foran det store spejl. Det er rigtig godt, at vi har LykkeLiga-holdet, for Louise har 17 kilometer til skole, så der er ikke mange venner, der bor i nærheden. Til gengæld har hun været heldig at have været i skole i hele coronatiden, fordi hun går på et specialtilbud, hvor der kun er 10 elever i klassen.

Hvad betyder det for jer, at Louise kan spille håndbold med andre med handicap?

Malene: – Det er en kæmpe fordel. Det er en rigtig god måde at have samvær med sine venner og møde ligestillede på. Til september skal vi til LykkeLiga-cup i Herning. Vi var der forrige år. Det er en hel dag med håndbold, og så er der fest om aftenen. Jeg tror, der kommer omkring 70 hold i år.

Louise: – Oh my god, en stor fest!

Malene: – Der er virkelig et sammenhold i LykkeLiga. Det var bare en god dag til sidste LykkeLiga-cup. Jeg var sikker på, Louise bare knaldede brikker, så snart vi kom ud i bussen, men hun var vågen i lang tid. Louise kan bedst lide, at der sker noget. Det er megakedeligt, når vi ikke skal noget. Hun elsker fester.

Louise: – Med søde drenge!

Er der en specielt sød dreng?

Louise: – Ja, Marco. Det er min kæreste.

Malene: – De har ikke været kærester så længe – en lille måned. Det var en af de voksne i klubben, der spurgte, om de var kærester, og så sagde de ja. Det er vist meget forsigtigt kæresteri.

Har du kysset med Marco?

Louise: – Nej!

Malene: – Hvad er det, du plejer at sige til mig, Louise?

Louise: – At du er pinlig?

Malene: – Ja, det siger du også! Du har sagt, at hvis du skal kysse med nogen, kysser du kun med din kæreste. Men du er glad for at være sammen med drenge, ikke?

Louise: – Ja. Jeg kan godt blinke med øjnene til drengene.

Kan du bedst lide at være sammen med drengene?

Louise: – Kun drenge. De er bare søde. Jeg kan huske, at min veninde og jeg sad og så på, at drengene spillede fodbold. Hun hader drenge. Og jeg elsker drenge.

Malene: – Louises storesøster har en kæreste, og hvis han og hans venner kommer på besøg, er de altid søde ved Louise, og hun kan godt lide at være sammen med dem.

Louise: – Ja, vi spiller beerpong ude i haven. Det var synd for mig, da min storesøster holdt en fest, mens jeg ikke var hjemme, og jeg opdagede det.

Malene: – Så blev du ked af det.

Louise: – Ja, hun skal lade være med at holde fest uden mig. Vi skal holde fest, når hun bliver student. Jeg skal give hende huen på. Jeg vil gerne stå i baren. Vi skal have cola og drinks og bajere.

Er der noget, du er særligt god til?

Louise: – Til at danse og huske videoer på TikTok.

Malene: – Louise har danset, siden hun var lille, og hvis der er noget, hun er specielt god til, så er det at huske alle dansene. Dans, musik og bevægelse er hendes stærke side. Hun kan ikke sidde stille, og hendes TikTok er fyldt med videoer.

Hvad er din yndlingssang?

Louise: – Alle sangene fra MGP! Jeg vil også til USA og se koncert med One Direction. Det er min største drøm. Jeg vil også gerne se Christopher. Jeg elsker alle sange med Christopher.

Har du et godt råd til at andre med et handicap?

Louise: – Man skal holde fest og invitere drenge med! Og man skal bare være sig selv, for andre kan godt lide én, som man er. Jeg synes, alle skal sige sandheden. Det gør mange ting lettere.

Malene: – Louise er fuld af livsglæde og går lige ind i hjertet på folk. Hun pakker ikke noget ind. På grund af Louise er vores familie blevet meget tålmodig, og hendes søskende har lært at være mere rummelige over for andre.

Hvem?

Louise Girsel

17 år

Malene Girsel, Louises mor

Bor i Ølstykke med sin familie

Går i 10. klasse på Maglehøjskolen

Efter sommerferien skal hun begynde på en specifikt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

Spiller håndbold i LykkeLiga, et håndboldfællesskab for børn og unge med udviklingshandicap.

Louises yndlings-youtubere er Oscar og Elias og Naja Münster.

Læs mere om