Sex A-Z: Hvad er et blowjob?
Hvad er et blowjob?
Måske har du hørt om et blowjob før? Et blowjob indebærer, at man slikker eller sutter på ens sexpartners pik og/eller kugler. Ifølge Sexlinien er ordet ”blowjob” oprindeligt et amerikansk slangord, som betyder at sutte pik.
En pik er ofte meget følsom på selve pikhovedet, ved kanten af pikhovedet, ved pikstrengen og ved pikroden, som er nederst på pikken. For mange er forhuden også følsom, og det kan derfor være dejligt for din partner at modtage et blowjob.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Andre ord for "blowjob"
- Oralsex
- Mundsex
- At sutte pik
- At sutte den
- At give hoved
- Deepthroat
Kilde: Sexlinien
Det første blowjob
Husk, at det er vigtigt, at du føler dig klar og har lyst til at give din sexpartner et blowjob, før du vælger at springe ud i det.
Man skal aldrig presse sig selv til noget, man måske ikke har lyst til – heller ikke selv om din partner gerne vil have et blowjob. Det er også altid okay at stoppe, hvis du finder ud af, at du ikke har lyst til at gøre det alligevel.
Det er meget normalt både at være nervøs og bange for at gøre noget forkert, hvis det er en af de første gange, du prøver det. Det at give et godt blowjob kræver ikke bare øvelse og erfaring, de er også helt essentielt, at du føler dig tryg og tilpas ved din partner.
Hvordan giver man et blowjob?
Det er forskelligt fra person til person, hvad der føles dejligt, når man giver et blowjob, og det kan derfor være en god idé at tale om, hvad din partner tænder på og kan lide.
Når du skal give et blowjob, kan du starte ud med at holde om pikken med den ene hånd og tage den i munden samtidigt. Du kan derefter bevæge hovedet op og ned, så pikken glider ind og ud af din mund. Det kan føles godt at bruge spyt, så blowjobbet ikke føles så tørt – det kan nemlig godt gøre lidt ondt. Du kan bruge tungen til at slikke pikhovedet, pikstrengen og langs pikskaftet, og du kan variere dit blowjob ved at kysse pikken eller give et handjob imens.
Nogle kan godt lide, at man suger let på pikken, men igen: Det er individuelt fra person til person, så mærk dig frem, og vær opmærksom på, hvad din partner reagerer positivt på.
Med andre ord findes der ikke nogen opskrift på det perfekte blowjob, men det kan dog være en god idé at være lidt påpasselig med tænderne, så de ikke kommer til at ridse pikken – det kan være ret smertefuldt!
Det er meget vigtigt at tænke over, at du kan blive smittet med sexsygdomme, og det gælder både, når du giver eller modtager et blowjob. Der er nemlig kontakt mellem slimhinderne i munden og pikken, og derfor er det en rigtig god idé at beskytte jer ved at bruge kondom.
Test: Kan du bestå seksualundervisningen?
Tænk over hinandens grænser
Det er helt normalt og okay, hvis du ikke er klar til at give (eller modtage!) et blowjob. Det kan også være, at du gerne vil prøve det af, men derefter fortryder – det er også helt okay. I det hele taget er det vigtigt at mærke efter, at sætte grænser og at respektere, hvis der er noget, ens partner eller du selv ikke har lyst til.
Det er en god idé at snakke med hinanden om jeres grænser. På den måde bliver det mere behageligt for jer begge. Du skal også huske, at din partner ikke vil synes mindre om dig, bare fordi der er noget, du ikke har lyst til. Måske synes personen endda, at det er fedt, at du er opmærksom på, hvad du kan lide, hvad du ikke kan lide, og hvad du føler dig tryg ved.
Udløsning under et blowjob
Nogle gange – men slet ikke altid – ender et blowjob med, at din partner kommer og/eller får udløsning. Husk på, at målet med sex ikke kun er orgasme, og at hvis din partner ikke kommer, betyder det ikke, du har gjort noget forkert, eller at din partner ikke kunne lide det.
Hvis din partner får udløsning, kan du vælge at sluge sæden, hvis du har lyst til det. Det er dog ikke alle, der bryder sig om det, og i så fald kan det være ret vigtigt, at din partner "advarer" dig inden, så du kan nå at fjerne din mund fra pikken. Sæd har en lidt saltet smag, og du kan ikke blive gravid af at sluge den.