Q&A: Mød Sally Javadi - Danmarks ukronede sneaker-dronning
Vi Unge har mødt Sally Javadi til en snak om hendes hobby, som 280.000 følger med i hver dag på hendes Instagram-profil @sallyssneakers.
1. Hvordan startede din kærlighed til sneakers?
– Det var nok på gymnasiet. Her købte jeg mine første hvide Air Force 1’s og nogle lave Converse Chuck Taylor i sort og hvid! Jeg gik faktisk ikke i meget andet. Derefter havde jeg en fase, hvor jeg købte Nike Huarache i forskellige colorways, da jeg var vild med modellen. Sneakers blev hurtigt min måde at skille mig ud på!
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
2. Hvad er dine yndlingssneaks?
– Det er mine Melody Ehsani Jordan 1 Mids, som ligger mit hjerte nær. Melody Ehsani er en af de få kvinder, der har fået lov at lave sit eget design med Jordan. Derudover har hun, ligesom jeg selv, iranske rødder. Hendes 1’ere er udtryksfulde og farverige og symboliserer kvindelig frigørelse. Den højre sko er orange, rød og lyserød, og den venstre er mørkeblå, lyseblå og grøn. Derudover er den udsmykket med et ur på pløsen og inspirerende citater.
3. Hvad betyder sneakers for dig?
– For mig er sneakers mange ting: De er både noget, jeg samler på, og noget, der fuldender mit outfit og er en del af min livsstil. Det er ofte ikke “bare skoene”, men også den baggrund og historie, de udspringer fra, som interesserer mig. Jeg elsker, når der er en historie eller en årsag bag et design eller en bestemt release. Som sagt er sneakers min måde at skille mig ud på, og derfor elsker jeg, når de er anderledes.
4. Hvad er dit bedste sneaker-hack/-råd?
– Der er så mange fede og undervurderede mærker og modeller derude. Det er ikke altid de mest populære og det, der bliver udsolgt først, der er fedest eller bedst til lige præcis dig. Der er ingen skam i at følge trends og blive inspireret – men tag ud, hvis du kan, og prøv forskellige modeller på, og køb det, der lige præcis giver dig en fed følelse i maven! For mig er der intet bedre, end når jeg føler, jeg har gjort et godt fund.
5. Hvilken sneaker bruger du mest – og hvorfor?
- Det er meget forskelligt, og det afhænger ofte af, hvad jeg lige er hooked på. Ofte bliver jeg hooked på en bestemt farve eller model i noget tid ... men jeg kigger også på vejret udenfor! Lige nu er jeg ret meget i mine Sacai Waffles, fordi det er ret meget en sommersko. På grund af farverne, men også materialet, der er godt til det varme vejr! Derudover bruger jeg også meget mine Yeezy Slides og Yeezy Foam Runners.
6. Hvad er dit yndlingssneaker-brand – og hvorfor?
– Det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg ejer overvejende flest Nike-sneakers. Nike er gode til at være innovative og kulturelle på et virkelig fedt niveau. De samarbejder ofte med fede personligheder og brands, og deres evne til storytelling er vild. Der er noget til enhver smag, og det synes jeg er fedt. Det er dog ikke, fordi jeg kun er en “Nike-pige”. Jeg elsker også Adidas, New Balance, Puma og Reebok. Særligt Adidas og New Balance er jeg ret betaget af for tiden.
7. Hvordan styler du typisk dine sneakers?
– Det er næsten alt for tit et par oversized jeans, en oversized vintage-tee og en masse fede smykker. Det går man aldrig galt i byen med! Jeg kan godt lide at lege med farver, men et helt klassisk monokromt look kan også meget.
8. Hvad er den dyreste sneaker, du ejer?
– Det er nok mine Jordan 1 Off White “White” – de var Europe exclusive og bliver lige nu solgt til mellem 18.000 og 25.000 kroner.
9. Hvad er dit bedste samler-råd?
– Hold dig opdateret på sociale medier. Følg forskellige sneaker accounts og nyhedssider, så du ved, når der er nogle bestemte sko, der udkommer. Det er blevet enormt svært at få fingre i sneakers grundet den enorme popularitet. Husk også at mærke efter – det skal være spændende og sjovt at samle på sneakers! Gå ind i historierne bag dine sneakers, slå mærkerne og modellerne op, og lær en masse! Og lad dig aldrig slå ud af, at du er en pige eller ung kvinde. Det er ofte sværere at få fingrene i sko i små størrelser, men bliv ved – det skal nok lykkes.