Olivia Rodrigo bringer et throwback til Carrie Bradshaw med disse særlige bukser
Hvis der er noget, Oliva Rodrigo er, så er det en haj til vintage.
Hun har ofte hevet arkivstykker frem på den røde løber fra designere som Jean Paul Gaultier og Vivienne Westwood, og nu har hun altså været en tur i Chloés måske helligste haller, nemlig fra dengang Stella McCartney sad ved roret.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Til årets Billboard Women in Music Awards, der blev afholdt den 1. marts i år, ankom Rodrigo nemlig i intet mindre end de legendariske hestebukser fra McCartneys Spring/Summer 2001 ’Horse Collection’.
Bukserne, der er lavtaljede og har svaj, er indbegrebet af Y2K-stil, og Rodrigos styling fulgte illusionen af 00’erne komplet til dørs med en brun bandeau-top i læder, høje peep-toe sandaler i satin med plateau og glattet hår med midterskilning.
… og når vi taler legendariske outfits fra 00’erne, så kan vi jo ikke komme udenom det faktum, at vi faktisk har set denne buks i aktion før.
Chloés heste-benklæder optrådte nemlig på Carrie Bradshaw i ’Sex and the City’-afsnittet ’Coulda, Woulda, Shoulda’ (sæson 4 episode 11), hvor Carrie havde stylet dem med en løs, hvid skjortebluse.
Selv om buksen er den samme, kan vi dog ikke lade være med at lægge mærke til ligheden med Rodrigos styling og et andet Carrie-look, nemlig de beige bukser og den brune bandeau-top hun havde på i 'Sex and The City' sæson 2, episode 15.
Så hvem ved … Måske er Rodrigo netop trådt ind i sin ’Carrie’-fase? Vi elsker i hvert fald det, vi ser.
Denne artikel blev første gang bragt af ELLE.dk. Dette er en redigeret version.