Denne dokumentar er en hyldest til de børn, der ikke får lov til at være børn

En ung pige sidder i en sofa. Hendes øjne er triste, og kroppen dirrer af anspændthed. Særligt benene kan hun ikke holde i ro.

På Christianshavn huser en herskabslejlighed Joannahuset. Danmarks eneste krisecenter for børn og unge under 18 år. Huset opsøges af børn og unge fra dysfunktionelle familier med fx psykisk eller fysisk vold.

De umyndige er et portræt af Joannahuset. Her kan man få rådgivning, støtte og en seng at sove i. Hvis, og her kommer et kæmpe hvis, man har fået tilladelse af sine forældre. Hvilket virker helt absurd, når det er forholdene i familien, børnene flygter fra. Der er adgang til stedet i alle døgnets timer.

I gennemsnit kommer der et nyt barn hver anden dag. Hver fjerde har ikke noget sted at bo.

Livets gang på Joannahuset

Børnenes gang på hjemmet fortælles i et tilbagelænet tempo. Billederne understøttes af rolig klipning, kameraføring og stille klavermusik.

Vi er med, når hverdagens forskellige aktiviteter udspiller sig. Børn, der hviler i sofaen, spiller spil eller sidder med deres telefon. Men også under smertefulde begivenheder som telefonsamtaler med forældre eller medarbejdere fra myndighederne.

Man får på den måde en klar og nuanceret fornemmelse af, hvordan livets gang på stedet er.

Et tema, der gennemsyrer filmen, er børn, som er tvungne til at tage ansvar for deres eget liv. Som Ariz på 16 år, der søger tilflugt på centret. Han er stukket af hjemmefra, fordi både hans mor og far slår ham.

Vi ser tydeligt, at både forældre og medarbejderne er fanget i et system, som ikke fungerer. Derfor har flere af de unge anket de beslutninger, kommunen har taget.

Når afgørelserne kommer, er det nervepirrende at se, om de har fået medhold. Man jubler med dem, når det lykkes. Børnene er ukuelige. De kæmper for et bedre liv med et overmenneskeligt overskud.

Som seer får vi adgang til meget sårbare situationer. Vi er for eksempel med, når stedets brugere får hjælp fra de meget engagerede medarbejdere til at navigere i systemet.

Flere kæmper for at finde et permanent sted at bo. Eller i det hele taget bare et sted af være. Som Luna på 13 år i en samtale med sin sagsbehandler desperat udbryder. ”Hvad skal jeg gøre, hvor skal jeg tage hen?”

Filmen viser gentagne gange, at det absolut ikke er en selvfølge at få fast tag over hovedet.

Du mister mig ikke

Vi ser de smertefulde øjeblikke i lange sekvenser. På den måde får vi mulighed for at forstå omfanget af dem og mærke, hvor voldsomt det må føles.

Filmens helt store styrke er, at den giver sig tid. Instruktøren Mette Korsgaard har et oprigtigt ønske om at give børnene taletid. 

Som da 17-årige Kayla taler med sin far sin far i telefonen. Hendes mor er psykisk syg. Med stor styrke og overskud trøster hun ham: ”Du mister mig ikke”. Her ser vi ikke bare et barn, men et barn, som allerede er blevet voksen.

”Det handler aldrig om mig”, fortæller hun bagefter en af medarbejderne. Kun om den sorg, de føler ved ikke at have været der for hende.

Det er næsten ubærligt at se, hvordan de, som burde være børn, alt for hurtigt er blevet voksne.

Filmen forfalder aldrig til det sensationelle. Kameraet er en flue på væggen i de meget smertefulde situationer, men holder sig altid respektfuldt på afstand. Midt i en svær samtale forlader Luna rummet. Kameraet rettet mod den dør, hun gik ind ad, og som hun har lukket bag sig. Vi hører hendes gråd.

En kærlighedsgave

At det veksler mellem så forskelligartede situationer som anstrengende telefonsamtaler med forældre og myndigheder eller hårfarvning og fest viser den variation, dagene der indeholder. Det er ikke bare sort. Og på den måde får de hjerteskærende situationer også større kraft.

Hvis det hele havde været mørkt, havde man ikke mærket de dramatiske elementer som en mental knytnæve. Samtidig får man en fornemmelse for, at deres liv er andet end elendighed.

At kalde De umyndige for vigtig er en underdrivelse. Det burde være en pligt at se den.

Dokumentaren er en hyldest og en kærlighedsgave til de børn og unge, som kommer på Joannahuset. Men også til de utrættelige voksne, der arbejder eller er frivillige der.

Filmen er et stille, men meget stærkt skrig, som forhåbentlig vil skabe forandring.

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Streaming. Dette er en redigeret version.