Alex Høgh Andersen er forelsket: Viser kæresten frem
Der er et nyt skuespillerpar i byen.
'Vikings'-stjernen Alex Høgh Andersen og musicalstjerne Johanne Milland er faldet pladask for hinanden.
Det fortalte skuespilleren til Billed-Bladet, da han sammen med sin nye kærlighed troppede op til gallapremiere på den nye danske film 'Viften' i Empire Bio i aftes.
- Vi har lavet en dejlig tv-serie sammen, og så er vi kærester, fortalte han til ugebladet.
Skuespillerne har dannet par siden begyndelsen af året. Forholdet er endnu så nyt, at de ikke bor sammen.
- Nej, små slag, lød det på spørgsmålet om, hvorvidt de er flyttet sammen.
Parret faldt ifølge Billed-Bladet for hinanden på settet, da de indspillede Viaplay-serien 'Kald mig far', som får premiere senere på året.
Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.