Sofia Richie giver udskældt 00'er sandal sit comeback
Alt, hvad nygifte Sofia Richie gør i disse dage, i kølvandet på hendes massivt dækkede og stjernespækkede bryllup, synes at gå viralt.
Og det med god grund, for den yngste Richie-arving har en stil, der er kun få forundt – og derfor sukker hele verden også efter at få fingrene i de items, hun er iført.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Så selvfølgelig er hypen også ustoppelig, efter hun på sin bryllupsrejse på flere billeder er iført en sandal, som blev pensioneret for flere år siden – lang tid før at Havaianas, far-sandaler og Birkenstocks blev det eneste, vi stak fødderne i om sommeren.
Sandalen er naturligvis gladiatorsandalen; altså en flad lædersandal med træsåler og ofte lædersnørrer, der flettes op ad læggen.
Det par, Richie lufter på de magiske hvide bounty-strande, der danner rammen om hendes honeymoon, er fra The Row – og hun har på mest tilbagelænede cool vis sat dem sammen med en skjortekjole fra Prada. Hun har også et par fra Gianvito Rossi med i kufferten, som hun har haft på sammen med en gylden kjole fra Rodarte – blot for at understrege de romerske gudinde-referencer.
Vi spår, at vi kommer til at se meget mere til netop denne type sandaler nu, hvor de har fået blåstempling at Mrs. Richie Grainge.
Denne artikel blev første gang bragt på ELLE.dk. Dette er en redigeret version.