Da sangeren Vincent Wood blev teenager, dukkede spørgsmålene op: ”Hvem er jeg, og hvorfor ligner jeg ikke de andre?”

Vincent Wood har haft en opvækst der ligner mange andres. Mor, far, to søstre i et hus i Jylland. Skolekammerater, fodbold og lektier … Der var ikke meget, som adskilte Vincent fra de andre børn på skolen.

Og dog.

Modsat sine klassekammerater, havde han en del flere spørgsmål om sit udseende, sit ophav og sine rødder.

For da Vincent var 10 måneder gammel, blev han adopteret fra millionbyen Mumbai i Indien. Han flyttede med sine adoptivforældre til en lille by i Jylland, og lidt senere blev familien udvidet med to adoptivsøstre.

"Hvorfor hepper i ikke på Indien?"

Et spørgsmål, adoptivbørn ofte møder, er om de kan huske hvornår, de fandt ud af det.

Men spørger du Vincent, så udspillede der sig ingen dramatisk scene, hvor han opdagede eller blev fortalt, at han var adopteret.

– Vi har altid snakket åbent om min adoption, og hvis jeg havde nogen spørgsmål, så svarede mine forældre det bedste, de kunne. Vi har altid snakket positivt om det, forklarer han.

Alligevel har én oplevelse,sat sig i Vincent. En oplevelse, som giver ham fornemmelsen af at have vidst det, siden han var helt lille.

– Jeg husker, vi så en landskamp, hvor mine forældre heppede på Danmark. Jeg var sådan, ’hvorfor hepper i ikke på Indien, hvorfor hepper i ikke på Indien?’. Altså selv om de slet ikke var kvalificeret, griner Vincent.

Han forstod ikke, at Indien slet ikke var med i kampen, men han forstod, at Indien var en del af ham.

Det, at Vincent var adopteret fra Indien, fik ham sjældent til at føle, at hans barndom var anderledes end sine venners. Han mødte nemlig ikke andet end dansk kultur, der hvor han voksede op.

Først da Vincent blev teenager, begyndte spørgsmålene at presse sig på. Når man er teenager kan man føle sig godt og grundigt forvirret og have mange spørgsmål om livet. Men Vincent havde ekstra mange spørgsmål.

– Mange spørgsmål dukkede op… Hvorfor ser jeg sådan her ud, hvem er jeg, og hvorfor ligner jeg ikke de andre, fortæller Vincent.

På jagt efter ro

Musikken har den evne, at den kan sætte ord og lyd på følelser, som man ikke selv er i stand til at formidle.

Netop det har Vincent brugt musikken til. Men der manglede noget. Der manglede en sang om adoption.

Vincent har haft, hvad han selv kalder en god adoption. Alligevel var det ofte svært for Vincent at finde ro, fordi der altid var spørgsmål, som ingen kunne besvare.

Derfor satte Vincent sig for at skrive en sang om sin adoption i håbet om at give andre adopterede en sang, de ville kunne spejle sig i.

– Det var vigtigt for mig at komme ud og sige, at vi skal have noget fællesskab og noget at spejle os (red.: adopterede) i. Og det er det, jeg synes musik kan. Det kan give nogle svar på noget, man ikke selv er i stand til at svare på, siger han.

Han havde taget tilløb i mange år, men havde svært ved at komme i gang, fordi der var mange følelser, han pludselig skulle forholde sig til.

Men en dag får han at vide, at børnehjemmet i Indien skulle lukkes ned. Timingen føltes pludselig helt rigtig, og han fik skrevet sangen "Finde Ro".

– Om jeg selv har fundet ro … Jeg har i hvert fald fundet svar på mere, men jeg tror, det er en rejse, som alt mulig andet. Jeg tror, man hele tiden arbejder på at finde ro, forklarer han.

Du kan høre "Finde Ro" herunder.