Jul med kærestesorger?
Det kan være svært at komme i den rigtige julestemning, hvis du har kærestesorger. Vi giver dig fem gode råd til, hvordan du bedst kan glemme, at du er ked af det her i december.
Julefrokost med veninderne
Det kan være ekstra hårdt at have kærestesorger i juletiden, fordi skolerne holder juleferie, og du derfor ikke ser dine veninder hver dag. Men det skal ikke forhindre dig i at arrangere en ordentlig omgang tøsehygge! Ring til veninderne, find en dag mellem jul og nytår og hold jeres egen supersjove veninde-julefrokost. Det hjælper altid at se sine veninder!
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Julebag med familien
Selvom det er juleaften i morgen, er det ikke for sent at bage en omgang vaniljekranse eller brunkager med familien. Det er superhyggeligt at bruge noget tid sammen med dem, man holder mest af, og specielt når man er lidt ked af det. Og kage kan man altid spise!
Læs også: Kærestesorg: Sådan kommer du over ham
Forbered dig på en stor shoppetur
Januarudsalget står for døren, og det betyder, at det er tid til at shoppe! Dan dig et overblik på nettet, så du får en idé om, hvad du er på udkig efter, når januar begynder. Det fedeste tøj forsvinder hurtigst, så det er bare med at være på forkant og få udnyttet tilbuddene. Og så hjælper det altid på humøret at shoppe!
Bliv klar til nytåret
Når nu du alligevel er inde på diverse shoppesider, kan du samtidig få helt styr på dit outfit til nytårsaften! Nytårsfesten bliver en perfekt anledning for dig til at tænke på noget andet og måske møde en sød fyr, og så er det sjovt at gøre noget ekstra ud af sig selv. Find en flot nytårskjole og noget lækkert makeup.
Læs også: Julenedtur: Kom igennem julen
Hyg dig foran fjernsynet
Juleferien er uden tvivl det tidspunkt på året, hvor der bliver sendt de bedste film i fjernsynet. Brug juledagene på at forkæle dig selv, put dig godt ned under dynen og se nogle film, der får dig i godt humør.
Hvad er din bedste kur mod kærestesorger i juletiden?