Pernille: Gleager er naiv

Hej piger

Hmm ja, hvor skal jeg begynde… Efter knap 20 dage i en lille mexicansk by, hvor der ikke var ret meget andet at foretage sig end at tænke på dem inde på hotellet, hvordan de ville klare sig, om de stod for en spilmæssig slagtning, eller om det skulle lykkes dem at klare skærene og få smidt konkurrenterne ud. Specielt mange af mine tanker gik til Gleager, som havde været frygtelig at skulle forlade derinde. Jeg kan huske, at jeg regnede mig frem til, hvilke dage der ville være parceremoni inde på hotellet og krydsede fingre for Line Sofie, Jon og Gleager, når mørket begyndte at falde på.

Da jeg så endelig fik meldingen om, at jeg skulle ind på hotellet igen, var spændingen stor og sommerfuglene flokkedes om plads i min mave, og der var specielt én person, jeg håbede på at se stå derinde.

Jeg kom på en rigtig hyggelig date med Martin, og det var selvfølgelig med stor glæde, da han fortalte mig, at min gruppe havde været så gode at få smidt alle dem, jeg ønskede ud og samtidig var fuldtallige. Det var selvfølgelig et skår i glæden at få at vide, at Gleager ikke havde holdt sig helt i skindet, mens jeg havde vare fraværende. Men på det tidspunkt glædede jeg mig bare så meget til at komme tilbage, at jeg ikke rigtig tænkte videre over det, måske tænkte jeg bare at hende skulle jeg nok få væltet af pinden, da jeg jo vidste, hvad Gleager og jeg havde haft sammen.

Da jeg så endelig trådte ind på hotellet igen, og Line Sofie sprang min i møde, var jeg fantastisk glad - det var så godt at se dem igen, for jeg havde virkelig savnet dem! Jeg kunne dog godt mærke på Gleager, at situationen trykkede ham en smule - kunne se på ham, at han var glad for at se mig, men samtidig var det jo ikke helt nemt, når han sad med Maria ved sin side og nu skulle konfronteres med, hvad han havde lavet, mens jeg var væk.

Da jeg så fik snakket med Gleager igen, blev jeg selvfølgelig skuffet over ham, men havde det samtidig egentlig fint nok med, at de havde været sammen, da Gleager jo fortalte, at jeg det kun var mig han ville stå med.

Promiller i blodet og følelserne udenpå tøjet
Da vi om aftenen festede lidt, og der røg nogle sjusser indenbords, lod jeg lige (fatalt) følelserne løbe af med mig, da Gleager fortalte mig hele sandheden, om hvad ham og Maria havde lavet sammen. Han havde jo undladt at fortælle mig hele sandheden tidligere på dagen, og selv om jeg inderst inde godt vidste, at de jo ikke bare havde 'gået tur med hinanden i hånden' slog det alligevel (i den små-berusede tilstand) en smule hårdt. Jeg følte lidt et skår i min stolthed, og det var nok det, der var værst (hvis jeg bare havde vidst, at det senere på ugen skulle gå hen og blive meget værre…) Men det var også i denne situation, at jeg dummede mig stort og sagde det, der nok gjorde, at min visit inde på hotellet blev så kort…

Alkohol er ikke nogen undskyldning for at dumme sig, men når man drikker, bliver ens følelser altid lidt stærkere, og man kan komme til at sige nogle ting, man i ædru tilstand nok ville have undladt at sig. Jeg siger, mens jeg følelsesladet sidder sammen med Gleager, at jeg er forelsket i ham. Det er rigtigt, at jeg var superglad for ham, men forelsket var jeg nu ikke - jeg var bare rigtig vild med ham. Det er en meget speciel oplevelse at være inde på Paradise Hotel, og når man bliver spærret inde med relativt få mennesker på et meget lille område fuldstændig afskåret for kontakt med omverdenen (det skal lige tilføjes, at mens jeg var ude, ikke måtte kontakte nogen derhjemme eller gå på nettet), så ens relationer og bånd bliver lynhurtigt meget kraftigere, end de ville have været derhjemme. Det kan godt være svært for folk, der ikke har prøvet at være derinde at forstå det, men det er bl.a. også det, der gør, at vi kunne stå og tude over, at en person som vi reelt kun havde kendt syv dage skulle forlade hotellet. Det er meget psykologisk at være derinde - det bliver hele ens verden, og det er som om der ikke eksisterer noget udenfor - man føler nærmest at personen dør fra en, når de forlader hotellet. Det lyder måske temmelig vildt, men det er svært at forstå vores reaktioner derinde, hvis man ikke tænker lidt over, at det er en helt anden verden dernede på hotellet i Mexico.

Anyway.. I bagklogskabens klare lys kan jeg nu se, at det var dette ugennemtænkte følelsesudbrud, der 'skræmte' Gleager, og i sidste ende fik ham til at vælge Maria frem for mig. Det var virkelig dumt, og jeg fortryder det så meget! Det jeg er mest ærgerlig over er, at det blev 'følelserne', der kostede mig pladsen inde i paradiset frem for noget spilmæssigt.

Forvirret teenagedreng
Det skal dog også lige tilføjes, at jeg ikke har meget tilovers for Gleagers spillestil og håndtering af, at jeg kom tilbage på hotellet. Jeg synes, at det var rigtig fejt af ham at bruge mine følelser for ham mod mig, fordi han var bange for at have både Maria og jeg inde på hotellet. Jeg synes, at det var dårligt spillet fra hans side at røvrende mig på den måde, da det kun havde været til hans fordel at beholde mig inde på hotellet. Det havde måske været svært, man havde Gleager sagt til mig, at nu stod han med Maria, og at han skyldte hende at blive sammen med hende, havde jeg godt kunnet forstå det, og jeg ville spillet så meget, at jeg havde accepteret dette. Man ser ikke at jeg snakker en del med Frederik, der er interesseret i at skifte Melissa ud med mig, men den plan får Gleager forpurret ved at blive ved med at love mig guld og grønne skove, og Martin ved at sige til Frederik, at det ville være dumt at stå sammen med mig.

Da jeg ryger ud, siger jeg også til Gleager, at jeg slet ikke havde regnet med, at han kunne finde på at gøre sådan noget efter hvor meget han havde bitchet på Ronnie over at bruge mine 'følelser' for ham i sit spil. Det Gleager gjorde var meget værre, da vi rent faktisk havde noget sammen, og derfor mistede jeg på et splitsekund alt for ham.

Han er på mange punkter en forvirret teenagedreng fanget i en 28-årig fyrs krop. Han stikker halen mellem benene så snart det begynder at lugte en lille smule af seriøsitet samtidig med, at han lader sig forblinde af sex og store bryster. Maria havde selvfølgelig den fordel, at hun delte seng med Gleager og således havde muligheden for at 'forføre' ham, og holde på ham på den måde, hvilket hun også i stor grad benyttede sig af.

Jeg er bare glad for, at jeg ikke satte mig selv ned på et niveau, hvor jeg blev nødt til at 'lokke' Gleager til at vælge mig med små trusser og udfordrende kjoler - og igen, når det kommer til stykket, så er det jo heller ikke meget ved at stå med en fyr, der er så naiv at falde for den slags…

Parceremoni - fældet af følelserne.
Helt op til aftenens parceremoni, var jeg af den fulde overbevisning, at Gleager ville vælge mig, da han blev ved med at komme til mig og bekræfte mig i det gennem hele dagen. Aftenen inden havde han også været nede så solo for at sige godnat, hvor vi kysser - et judaskys han gav mig, velvidende, at han næste aften ville smide mig ud lige så hurtigt, som jeg var kommet tilbage.
Det var først, da vi stod til selve ceremonien, at tanken strejfede mig, at det kunne være, at han ikke ville vælge mig.

Da jeg forlod hotellet sidste gang, havde jeg givet både Line Sofie, Jon og Gleager et armbånd hver. Det har vi alle på til parceremonien, men jeg opdager, da vi står overfor drengene, at Gleager ikke har sit på. Der vidste jeg godt, hvordan det hele ville forløbe, og det var først derfra, at jeg begyndte at blive nervøs.

Da Gleager afslører sit valg vælter en følelse af ligegladhed indover mig - det er også derfor jeg tager det så roligt, at jeg bliver smidt ud. Jeg var dybt, dybt skuffet både over Gleager, men i høj grad også over Line Sofie og Jon, der udmærket godt vidste, hvad der skulle ske. Det var virkelig et slag i ansigtet og et skår i stoltheden. Jeg blev ikke ked af - Gleager havde ikke fortjent en eneste af mine tårer. Han var bestemt ikke det værd! Jeg var bare pisseirriteret på ham, og da jeg kunne se, at han begyndte at få tårer i øjnene, sagde jeg også bare til ham, at han skulle tørre øjnene og tage en kiks - jeg havde slet ikke noget tilovers for, at jeg skulle begynde at angre over det, han havde gjort.

Da Gleager kom ned på værelset og gav mig min krone tilbage, var jeg også total ligeglad med alt, hvad han sagde til mig. På dette tidspunkt var jeg total følelseskold og havde egentlig medlidenhed med ham for at være så naiv. Det sidste jeg sagde til ham var også, at jeg ikke håbede, at hans kynisme ville bide ham i røven senere hen i spillet (dette var selvfølgelig ironisk, da jeg jo gerne ville have ham til at føle det på sin egen krop), det bliver spændende at se om det sker…

Når jeg ser tilbage på hele min rejse gennem Paradise, er dét der irriterer mig mest, at det blev følelserne, der kostede mig pladsen derinde, for jeg følte virkelig, at jeg fortjente at være derinde frem for nogle af de noget intetsigende personer, der var kommet ind i perioden efter mit første tjek-ud. Et eller andet sted er jeg bare supertræt af, at jeg kom ind igen - den oplevelse ville jeg nu hellere have været foruden, da jeg synes, at jeg forlod hotellet på en mere værdig måde første gang - fældet af et spilmæssigt dårligt træk. Man er menneske, og man har følelser, og så er det bare ærgerligt, at det engang imellem bliver blandet ind i spillet.

Men Paradise Hotel er netop et spil og ikke den virkelige verden - derfor er alt her fire måneder senere hjemme i Danmark, lagt bag os og glemt, og Gleager og jeg er rigtig gode venner.

Nu bliver det bare spændende at se, hvad der kommer til at ske inde på det 'idylliske' hotel - lad os håbe, at der snart kommer nogen ind, der kan udfordre den lykkelige lille verden derinde, for det er en smule kedeligt at se på som det ser ud nu…

Håber at I har nydt at følge mig inde på Paradise Hotel.

<3 Pernille