En drøm går i opfyldelse
Sascha Christensen er i dag 22 år, og hendes første bog har været længe undervejs. Hun fik ideen til fantasyroman " Den ydmyge amulet", da hun var 14. Bogen udkommer på fredag.
"Den ydmyge amulet" er første del af en trilogi.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Kapitel 1: Troldmandens hus
Dagen var knap gået i gang, da det bizarre optog rulle¬de forbi byskiltet. En orange kugle trillede i spidsen for en mindre procession af køretøjer næsten lydløst ind i den sovende, nordengelske landsby og ind mellem de små huse, der skulder ved skulder indrammede den smalle hovedgade. Kuglen var på højde med to fuldvoksne mænd og havde tilsyneladende ingen former for vinduer, døre el¬ler fører: Hvordan den overhovedet holdt sig på vejen, måtte for den uvidende tilskuer være et mysterium. Den blev fulgt af tre store, lettere slidte kareter, hver trukket af fem kæm¬pestore, sorte katte. De var knap så lydløse. Deres hjul knir¬kede og knagede, mens de store katte med alvorlige øjne og spændte muskler trak deres læs hen over de ujævne brosten. Få meter bag kareterne kom en kreaturvogn trukket af et ly¬serødt damplokomotiv, der blev kørt af en gammel mand med kun ét øje, og som åbenbart ikke havde behov for skinner for at fungere. En tyk sky af hvid røg bølgede ud i den kølige morgenluft bag det lavmælt tøffende tog, der med arbejdsom beslutsomhed halede den store kreaturvogn forbi husene et efter et uden på noget tidspunkt at sagtne farten. Bagerst i rækken kom en lille, åben vogn spændt for med blot to katte, der var pakket til bristepunktet med store kufferter og tasker. Rundt om hele denne konvoj svirrede en sky af alfer. Haler af glitrende støv dalede ned over gaden i deres kølvand og fik brostenene til at blinke og glimte i det blege, spæde sollys som et roligt hav af granit.
Der var ikke et menneske i de smalle gader, men byens egne alfer havde været ude siden solopgang og var allerede i fuld gang med deres ærinder. Da køretøjerne rullede ind i byen, løb en forskrækket bølge af spænding igennem de små væsener som et hviskende råb. Inden længe begyndte byens indbyggere søvnigt at sive ud af deres huse for at se, hvad der foregik, hidkaldt af de ophidsede alfers udbrud.
"Se, mor," råbte et barn og pegede på den orange kugle. "Hvad er det?" [faktaBox]
"Det er en Globe," svarede moderen, der holdt drengens hånd i et fast greb. "Man sidder inden i den, og så siger man til den, hvor man skal hen, og så kører den derhen. Rige men¬nesker bruger dem."
"Kan vi ikke få sådan en?" spurgte barnet.
"De er meget dyre," sagde moderen bestemt. "Man skal be¬tale både magikere og teknologer for at få bygget en, og det har vi ikke råd til."
På torvet midt i byen standsede den orange kugle, Globen, og tvang dermed resten af rækken til også at gøre holdt. Den forreste karets kusk - en ung kvinde med gult hår - holdt sine fem katte an foran en lille klynge af forbavsede indbyggere og lænede sig ned imod dem med et imødekommende smil. Bag hende lød en svag, utålmodig knurren fra den midter¬ste karets kattespand, og gruppen af landsbyboere rykkede en smule tættere sammen.
"Undskyld mig," sagde kusken i et forsigtigt, venligt tone¬fald, som talte hun til en flok nervøse dyr, der hvert et øjeblik kunne tænkes at stikke af, hvis hun forskrækkede dem. "Hvis vi følger denne vej et stykke ud af byen, så kommer vi til et område med ubebyggede enge, ikke sandt?" Den lille klynge af folk nikkede med store, forbløffede øjne uden at sige noget. Hun takkede dem og lænede sig tilbage igen, idet hun rettede et afventende blik mod Globen. Den orange kugle satte sig tavst i bevægelse igen, og resten af kortegen fulgte efter.
Det tog ikke byens indbyggere længe at blive enige om, at der ville ske noget ude ved de ubebyggede enge, den unge kusk havde talt om, og en mumlende, spændt menneske¬mængde begyndte langsomt og på respektfuld afstand at følge optoget ned ad hovedgaden og ud af byen.
De havde gået et par kilometer, da Globen pludselig gjorde holdt igen og bragte hele optoget til standsning. Flokken af mennesker fra landsbyen fordelte sig i en tæt kødrand rundt om de mange befordringsmidler for bedre at kunne se. Et spændt, overrasket gisp gik igennem dem, da en dør, der før havde været praktisk talt usynlig, pludselig åbnede sig på si¬den af Globen, og en rank, fornemt udseende mand steg ud. Han havde et dyrt jakkesæt på under en lang, sort kappe, hvis ender blev holdt oppe fra jorden af fire alfer. Han rakte hån¬den ind i kuglen og hjalp en kvinde ud. Hun var iklædt en fornem, hvid kjole med silkesløjfer, og hendes mørke hår var kunstfærdig sat op. Efter hende fulgte en halvvoksen pige og en lille dreng: Pigens hår var mørkt og dybt rødt, hendes an¬sigt var majestætisk, og hun var betagende smuk. Drengen var lavstammet, kvabset og rimelig charmeforladt. I hånden holdt han en halvspist chokoladestang.
"Her er det så," sagde manden med rungende stemme og slog ud mod marken med sin stok. "Smuk grund, ikke sandt, børn?" De nikkede. Manden vendte sig om og fik øje på de mange mennesker.
"Næ, goddag," sagde han overrasket. "Ville man tage me¬get fejl, hvis man antog, at I er beboerne af den yndige by … hmm … den yndige by...?" Han vendte sig mod sin kone, der hviskede ham noget i øret.
"Den yndige by Haselby! Det glæder mig at møde jer. Mit navn er Herbert Chesley, dette er min kone, Louisa, og dette er vores børn: Simon og Anna-Maria," sagde han og svingede på elegant vis med sin stok. De to børn smilede genert til fol¬kemængden.
"Undskyld mig, jeg er byens borgmester, lad mig komme frem!" lød en pibende stemme nede bagfra i mængden. Her¬bert Chesley strakte halsen og spejdede afventede ud over mængden, mens stemmen banede sig vej op mod ham:
"Undskyld mig, frue, hvis jeg må … lad mig lige komme forbi, min gode mand, så jeg kan … hov, det må De sandelig undskylde, min lille ven!" En lille, spinkel mand med en tung guldkæde om halsen masede sig endelig frem igennem den forreste række af mennesker og trådte hen til de nytilkomne, idet han tørrede sig over panden med et tørklæde, tilsynela¬dende svedig af anstrengelse.
"Mit navn er Arthur Mond, jeg er Haselbys borgmester. På byens vegne vil jeg gerne byde Dem velkommen, selvom jeg desværre også må indrømme, at jeg ikke anede, at vi fik nye bysbørn." Herbert Chesley smilede hjerteligt og nikkede.
"Nye bysbørn er lige, hvad vi er. Vi har netop købt denne prægtige mark af de gode folk på jordlodskontoret, og her har vi alle intentioner om at bygge os en villa. Hvis De herrer og damer og børn venligst vil træde tilbage, så vil jeg …" Han gav signal til en af de mange alfer, der fandt et lillebitte guldhorn frem og truttede en fanfare, hvorefter det myldrede frem med tjenestefolk fra de tre store kareter. De bar på tasker og kuf¬ferter og et væld af musikinstrumenter.
"På jeres pladser, tak!" sagde manden, henvendt til sine tjenestefolk, der satte taskerne ned og med imponerende hast og effektivitet gjorde sig klar til at spille på instrumen¬terne. "Hvis I vil være så venlige at akkompagnere mig med Émartz' Regnbueserenade i E-mol." Så vendte han sig om, gennede sin familie til side og løftede sin stok mod marken. Og idet tjenestefolkene begyndte at spille, begyndte han at bevæge sin stok i takt til musikken. Landsbyboerne så må¬bende til, mens et hus langsomt skød op af jorden, etage for etage; vinduer, døre og altaner og spir, alt sammen i takt med musikken. Da Regnbueserenaden var til ende, stod et imponerende, solidt bygningsværk på tre etager, samt en stor stald, der kunne skimtes bag huset, færdigt. Et hurtigt vink fra mandens stok satte derefter tjenestefolkene i gang med endnu et stykke musik, og efter en kort, munter vals lå der en kunstfærdig have med en perfekt græsplæne, statuer, bænke, små buske og spraglede blomster hele vejen rundt om det store hus.
Da alt dette var gjort, vendte han sig mod de forbløffede landsbyfolk og bukkede dybt.
"Mine kære, nye venner," sagde han. "Min familie og jeg vil nu flytte ind i vores nye hus, men jeg håber, at vi snart vil få mulighed for at lære jer alle bedre at kende." De mange tje¬nestefolk pakkede instrumenterne væk, samlede kufferterne op og myldrede ind i huset. Nogle af dem begyndte at læsse dyrene fra kreaturvognen af, og byboerne så himmelfaldne til, mens ædle heste, arbejdskatte i alle farver og langhårede, røde tyre blev trukket over til stalden. De mange alfer pilede omkring og sørgede for, at alt gik pænt og ordentligt til, samt bragte ordrer fra deres herskab ud til tjenestefolkene. Lidt ef¬ter var hele optoget pakket væk, og familien var forsvundet ind i huset. Tilbage stod så landsbyens beboere.
"Vi har åbenbart fået en troldmand til byen," sagde borgme¬steren med rystende stemme og tørrede lidt nervøst sin pande med et lommetørklæde. "Godt, godt. Tror jeg. Godt." Da det gik op for folkemængden, at forestillingen var forbi, vandrede klumpen af mennesker lige så stille tilbage til byen, hvor de genoptog deres hverdag. Den eneste forandring blandt dem var en på én gang nervøs og spændt stemning: En troldmand. Lige her i deres egen by!
Den nye familie faldt hurtigt til, og byens beboere var specielt glade, da de opdagede, at børnene ikke forfulgte en risiko¬fyldt, magisk karriere som deres far. De var i gang med hver sin uddannelse: Simon, sønnen, gik i byens egen skole, hvor magi kun var på skemaet en enkelt time om ugen, og Anna-Maria, den yndige, stilfærdige datter, fik hver dag bragt sine lektier fra York, hvor Englands eneste skole for dyremytologi lå, af to af familiens alfer.
Selvom hendes karrierevalg var en smule fremmedartet for Haselbys beboere, kunne de fleste af dem godt se fordelen ved at have en dyremytolog iblandt sig - flere af dem glædede sig endda til, at Anna-Maria blev dygtig nok til at kunne tale deres besværlige heste eller aggressive arbejdskatte til fornuft, eller spørge deres høns, hvorfor de ikke lagde æg længere. Enkelte af dem havde nyligt afdøde kære, som de nervøst og i al hem¬melighed håbede, at hun ville kunne kalde ned i et levende dyr for dem, så de kunne få nogle sidste, dyrebare minutter med den bortgangne. Kunsten at kalde ånder ned i dyr var imidler¬tid et af de mest avancerede og indviklede områder inden for dyremytologien, og der ville formentlig gå flere år, inden den unge pige ville være i stand til at udføre et sådant ritual.
Årstiderne afløste hinanden, og byens indbyggere accep¬terede lidt efter lidt hele familien - selv faderens tendenser til små uopfordrede, magiske udspil nu og da. Børnene var høflige, faderen var glad, snakkesalig og venlig, og hans kone konverserede hjemmevant med de andre kvinder fra byen, når hun gik til købmanden og købte de dyreste varer.
Men da sommeren begyndte at gå på hæld næsten tre år efter, at troldmandens familie var kommet rullende ind i Ha¬selby, indtraf en begivenhed, som atter ruskede byens ind¬byggere ud af deres trygge hverdag. En af byens ældste og mest respekterede familier, der altid havde været en af det lille samfunds bærende søjler, mistede under tragiske, ufor¬ståelige omstændigheder begge sine børn, og sorgen og chok¬ket over denne katastrofe lagde sig som en skygge over hele landsbyen i lang tid efter.
Dette skete nogenlunde samtidig med, at familien Chesley valgte at forlade byen. Deres afrejse skete lige så pludseligt som deres tilflytning tre år tidligere, om end noget mindre spektakulært. Det begyndte en morgen, da Simon Chesley ikke mødte i skole: Troldmandens søn havde endnu aldrig været syg, så hans fravær var i sig selv en smule usædvan¬ligt, men der blev dog ikke taget videre notits af det. Men da drengen heller ikke dukkede op dagen efter, begyndte det at vække undren blandt skolens ansatte. Samtidig begyndte snakken at gå blandt byens kvinder. Ingen af dem havde set eller talt med fru Chesley hele dagen - eller dagen før, for den sags skyld - og en hurtigt foranstaltet rundspørge afslø¬rede, at ingen havde set noget til familien Chesleys medlem¬mer i snart to døgn. To frivillige blev sendt ud på den lange gåtur ned ad den støvede markvej for at se, om alt var vel i det store palæ. De to kvinder kom tilbage med forbløffende nyt: Huset på marken uden for byen var tomt. Familien var tilsyneladende i al hast flyttet ud, og mange af deres dyre, antikke ejendele var blevet efterladt.
Haselbys indbyggere var både forundrede og ærgerlige over, at byens mest interessante og velstående familie på den måde var flyttet uden varsel, og desuden følte de sig en smule stødte over familien Chesleys uhøflige opførsel. Kun trage¬dien omkring de to børn lagde en dæmper på sladderen og fik den til hurtigt at dø ud.
Men man undrede sig ikke desto mindre over familien Chesleys forsvinden i lang tid efter, og en dyster stemning syntes at lægge sig omkring det store hus uden for byen. Gen¬nem årene flyttede enkelte familier ind, men de forsvandt igen efter højst et års tid: Flyttede i ly af nattens mørke uden at informere nogen om det, præcis som familien Chesley hav¬de gjort.
Da der efter nogle år ikke længere kom interesserede kø¬bere for at se på huset, forsøgte borgmesteren en overgang at gøre brug af det majestætiske palæ som kontorbygning. Det var både større og smukkere end det faktiske rådhus, men det gik efter kort tid op for ham, at hans vælgere ikke var til¬fredse med at skulle gå eller køre flere kilometer ud af byen, hver gang de havde et ærinde hos ham eller hans stab. Efter et stykke tid opgav Haselbys byråd helt deres forsøg på at bevare troldmandens villa som en brugbar del af byen. Otte år efter familien Chesley forsvandt, blev den endegyldigt forladt, og man indstillede al vedligeholdelse af både huset og den store, smukke have.
Og derfor stod huset tomt og forladt og tronede over den forladte, tavse markvej, mens et sandt vildnis af ukrudt og krogede træer voksede frem, og tre årtier gjorde stedet, der engang havde huset en mægtig og rig troldmand, til et hjem for utøj, vandrehistorier og herreløse dyr.