Drengepanel: Hvad kan man lave med en kæreste?
Har du endelig fået en date med en, du er vild med, eller din nye kæreste, og tænker du over, hvad han egentlig gider at lave sammen med dig? Så læs med her, hvor vi har spurgt fire drenge, hvad man kan lave sammen med dem, som de også synes, er hyggeligt.
Læs også: Hvordan kommer man i snak med en fyr?
Gustav, 17 år
- Jeg er ret vild med udendørs aktiviteter, når jeg er sammen med piger. Om sommeren er der selvfølgelig altid bedre muligheder end om vinteren. Det, jeg bedst kan lide, er nok at ligge en varm sommerdag i en blomstereng og mærke pigen og naturen ved min side. Det er virkelig hyggeligt og afslappende!
Oscar, 15 år
- Hmm… Jeg kan rigtig godt lide at ligge en sen aften og se en god film, hygge og snakke lidt med pigen og bare nyde hendes selskab. Man behøver jo på ingen måde at lave noget (seksuelt) for at nyde hinanden. Gustav har også fat i noget med naturen - det kan også være hyggeligt at lave en picnic og ligge i det gode vejr sammen.
Oliver, 17 år
- Der er flere ting: At se en god film og ligge og holde om hinanden eller lave mad sammen. Aktiviteter som at være i København eller tage i biografen er også en hyggelig ting, hvis man skal lære den pågældende pige at kende. Ellers er det jo bare hyggeligt, hvis begge parter vil have, at det skal være hyggeligt. Hvis man falder godt i hak sammen, så er det jo hyggeligt næsten uanset, hvad man laver!
Victor, 17 år
- Jeg kan helt vildt godt lide bare at gå en tur i skoven eller et lige stille et sted, hvor man bare har mulighed for at snakke igennem uden at blive forstyrret. Derudover elsker jeg som dreng at forkæle pigen - ud og spise, en tur i biografen, en tur i Tivoli eller noget andet, som begge parter synes, er hyggeligt - så længe hun føler sig godt tilpas.