Menstruationskop: Det skal du videMenstruationskop: Det skal du vide
Er du kørt lidt død i bind og tamponer, og kunne du godt tænke dig at prøve noget nyt? Så kunne en menstruationskop måske være noget for dig! Læs med her, og find ud af alt det, som du skal vide om menstruationskoppen.
Menstruationskop: Hvad er det?
En menstruationskop er en kegleformet silikonekop, der bruges lidt på den samme måde som en tampon. I stedet for at suge blodet, som en tampon gør, opsamler en menstruationskop blodet istedet. Og i modsætning til bind og tamponer er en menstruationskop genanvendelig, og den findes i flere størrelser.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs også: Bind, tamponer eller menstruationskop?
Hvad er fordelene?
- Den skal ikke tages ud nær så ofte som en tampon. Menstruationskoppen skal bare tømmes og renses hver tolvte time.
- Den giver ikke risiko for TSS, også kaldet tamponsyge.
- Den kan indeholde lige så meget blod som tre tamponer.
- Den er miljøvenlig.
- Du sparer penge, fordi du ikke længere skal bruge penge på bind, tamponer osv.
- Den kan holde i helt op til fem år!
Læs også: Den første menstruation
Hvordan sætter man den op?
Det kræver en lille smule øvelse at sætte menstruationskoppen op, men når du først får styr på det, er det intet problem. Man starter med at folde menstruationskoppens runde del til et C. Derefter føres den sammenfoldede kop op i skeden på samme måde som en tampon. Menstruationskoppen skal sidde så langt oppe, at kun "tappen" stikker ud. Når din menstruationskop er langt nok oppe, slipper du og lader den folde sig ud. Når din menstruationskop sidder rigtigt, kan du slet ikke mærke den. Når du skal have den ud igen, trækker du bare i tappen med pege- og tommelfinger. Du kan eventuelt klemme lidt sammen om selve menstruationskoppen, hvis den er svær at få ud. Tøm menstruationskoppens indhold i toilettet, og skyl den eller vask den, før du sætter den op igen.
Læs også: Hvornår får du menstruation?
Hvordan holder jeg den ren?
Under din menstruation kan du godt nøjes med at skylle din menstruationskop med varmt vand, men du kan også vaske den med intimsæbe, hvis du har lyst. Mellem hver menstruation skal du vaske din menstruationskop ekstragrundigt og hælde kogende vand over den for at desinficere den helt. Din menstruationskop må ikke opbevares i en plasticpose eller en lukket plastikbeholder. Opbevar i stedet din menstruationskop i den satinpose, der følger med den. Så skal den nok holde sig ren og fin i mange år!
Hvor kan jeg købe den?
Menstruationskopper er efterhånden så normale, så du let kan få fat i en. Kopperne kan købes på apoteker, i helsebutikker og i Matas-butikker, men det kan altid betale sig først at søge på internettet for at se, om du kan finde et godt tilbud på en webshop. En menstruationskop koster mellem 100-200 kroner.
3 ting du skal tænke på, når du køber din første menstruationskop
1. Størrelse. Størrelsen handler faktisk ikke om, hvor meget plads du har for neden, men mere om, hvor meget du bløder. De fleste kopper er nemlig lavet i et materiale, som tilpasser sig præcis din størrelse. Når du vælger størrelse, skal du derfor tænke over, om du bløder meget, helt normalt eller lidt og vælge en kop derefter. De små kopper skal du nemlig tømme ret ofte i forhold til de store.
2. Stilken. På nogle menstruationskopper kan stilken godt være lidt kort, for tynd eller for glat. Det kan godt være lidt svært at få koppen ud i starten, så derfor er det en god idé at vælge en kop med en stilk som er lidt længere, tykkere og let at gribe fast i.
3. Det behøver ikke være den dyreste. De menstruationskopper, som kan købes i apoteker og i Matas, er testede og alle rigtig gode. Du behøver derfor ikke at gå efter det dyreste mærke, når du vælger din første m-kop. Faktisk giver det bedre mening at starte med en lidt billigere kop, fordi du efter nogle måneders prøvetid nok har fået mere styr på hvilken stilk, størrelse og hårdhed som passer allerbedst til dig.
I galleriet kan du læse om 5 ting, der gør din menstruation lidt sjovere!