Mit liv

Drengepanel: Kan piger og drenge være venner?

Af Christine Agertoft 4. juli 2011
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Vi har spurgt en flok søde drenge om, det der med pigevenner fungerer i virkeligheden.

Rigtig mange piger har eller vil gerne have drengevenner, men hvordan har drengene det egentlig? Gider de godt hænge ud med piger? Og hvad er forskellen på en potentiel kæreste og en pigeven? Vi har spurgt drengene.

Læs også: Den perfekte date med en fyr.

(Øverste foto)
Frederik, 16 år og fra Charlottenlund sammen med sin bedsteveninde Rikke på 17 år fra Gentofte.

Frederik fra øverste foto

Hvad er det, der gør Rikke til en ægte pigeveninde?
- Det er fordi, vi kender hinanden så godt og har set hinandens værste sider.

Hvad bruger du Rikke til?
- Hun er en af drengene, men hun er også god at tale om piger med. Det har hun lidt mere forstand på.

William, 17 år og fra Hellerup

Er der ikke altid en lille gnist mellem en dreng og en pige, selvom de er venner?
- Nej, der behøver ikke være andet end venskab.

Hvad skal en god pigeven have af kvaliteter?
- Man skal kunne dele alt med hende, og så er det rigtig vigtigt, at hun har humor.

William (alias "Burn"), 16 år og fra Hellerup

Har du gode pigevenner?
- Ja, mange endda. Jeg har især en, som jeg har været venner med lige siden starten af gymnasiet.

Hvad gør hende til en god veninde?
- Når det virkelig gælder, så er hun der for mig, og hun er rigtig god til at forklare, hvordan piger tænker.

Casper, 15 år og fra Roskilde

Hvad bruger du dine pigevenner til?
- Jeg taler rigtig godt med dem om piger og følelser.

Hvad er det bedste råd, du har fået fra en veninde?
- Det var nok engang, hvor jeg var vild med en pige, og min veninde sagde, at jeg skulle slappe lidt mere af overfor hende og bare være mig selv. Det virkede!

Jonas, 17 år og fra Roskilde

Hvordan har du fået pigevenner?
- Da jeg startede i gymnasiet talte jeg allerførst med pigerne, og på den fik jeg nogle gode veninder.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvad har du brugt dine veninder til?
- De interesserer sig meget mere for ens problemer og vil gerne hjælpe. Derfor har de været rigtig gode til at hjælpe mig igennem gymnasiet, når jeg ikke lige kunne tage mig sammen.

Matthias, 16 år og fra Vindinge

Hvad er pigevenner bedre til end drengevenner?
- Man snakker bare om andre ting. Især sådan noget med kærester er veninder meget bedre til at råde om.

Hvorfor?
- De kan se det fra pigens side og forklare, hvordan hun opfatter tingene.

Sebastian, 16 år og fra Vindinge

Hvad taler du med dine veninder om?
- Jeg synes, at man kan tale med dem om alt, men der er nok en forskel på, hvad man laver med piger og drenge.

Hvad er forskellen?
- Man ender tit med at hygge med sine pigevenner. Slappe og måske se noget film. Det er ikke så tit, at drenge hygger sammen.

Mads, 16 år og fra Vindinge

Hvad bruger du pigevenner til?
- Til at tale om følelser og problemer. De ser lidt anderledes på tingene end ens drengevenner.

Hvad er det bedste råd, du har fået af en pigeven?
- At jeg bare skulle være nede på jorden og mig selv overfor andre piger.