Mobning førte til cutting
Jeg er blevet mobbet næsten hele mit liv. De tidligste minder, jeg har fra at være blevet mobbet, er fra børnehaveklasse. Drengene kaldte mig alt mulig grimt, og ingen af pigerne gad at snakke med mig. Det fortsatte gennem årene.
I 3. klasse startede en ny dreng. Jeg var den første ven, han fik, og vi havde det rigtig sjovt sammen. Der gik ikke længe, før han begyndte at snakke rigtig godt med en anden dreng i klassen, og så begyndte de at gøre det til et mål at få mig til at græde hver dag. Og det lykkedes dem også.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Det gik rigtig galt, da jeg engang ville hjælpe min søster med at få en gynge tilbage, som drengene fra min klasse havde taget fra hende. Det gav dem en grund til at være ekstra meget efter mig. I en lang periode spyttede de efter mig og råbte alt mulig. En dag omringede alle drengene mig og maste en tomat ud i mit hår. Det blev selvfølgelig sagt til lærerne, og de skældte dem ud, men det blev ikke bedre.
Gennem hele min tid på den skole havde jeg ikke rigtig nogen venner. I 6. klasse blev det for meget for mig, og jeg overvejede virkelig meget selvmord. Hver aften græd jeg mig selv i søvne, mens jeg tænkte på selvmord. Engang, jeg var ude at cykle, var jeg så ked af det, at jeg virkelig var tæt på at cykle ud foran en lastbil i håb om, at den ville dræbe mig!
Det hjalp heller ikke da jeg i ca. 3-4 klasse skulle hjælpe min bror fordi han blev mobbet så meget han også ville begå selvmord. Han prøvede mindst 2 gange at kvæle sig selv(vi vidste ikke på det tidspunkt at man ikke kan kvæle sig selv med sine bare hænder) og de 2 gange skulle jeg overtale ham til at stoppe for jeg var den eneste han ville lytte til.
I 7. klasse skulle vi alle flytte til en anden skole og blev slået sammen med en anden klasse. I slutningen af 7. og i starten af 8. klasse fik jeg nogle få venner. Men der var flere, der mobbede mig, og det blev også mere fysisk mobning. Jeg kunne aldrig sige noget i klassen uden, at drengene hakkede meget ned på mig og var efter mig. I frikvartererne kaldte de mig alt mulig grimt og skubbede og spændte ben for mig. Det var virkelig hårdt, men jeg overlevede det, selv om jeg stadig tænkte på selvmord.
I 9. klasse kom jeg på en efterskole, og det var det bedste år i mit liv. Jeg fik en del rigtig gode venner og havde det generelt godt der. Jeg blev nu kun mobbet af nogle få drenge. Men jeg havde det svært, fordi hende, jeg boede sammen med var meget opmærksomhedskrævende og løj og stjal fra mig. Halvvejs inde i året begyndte hun at skære i sig selv - også foran mig. Det var virkelig hårdt, og til sidst endte det med, at jeg også begyndte at ridse i mig selv med nåle og sakse. Jeg gjorde det for at straffe mig selv, og fordi jeg ikke følte, at jeg var noget værd. Jeg gør det stadig lidt. Jeg gør det ikke for at få opmærksomhed, men for at straffe mig selv. Efter at have været mobbet i så mange år, har jeg et meget lavt selvværd. Jeg hader at se min selv i et spejl, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Heldigvis har jeg i dag nogle gode venner og en familie, der altid er der for mig.
Kærlig Hilsen Lotte