Vær klar til den første gang
Åh, nej. Du er helt klar til den første gang med din kæreste, men du er samtidig vildt nervøs for, hvordan det kommer til at gå. Hvad hvis alt går galt, og det bliver vildt pinligt? Gør det egentligt ondt? Læs med her, så du er helt klar på den første gang.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Vær helt klar
Det er nemt at tro, du er klar til sex, selv om du faktisk ikke er det. Måske har de fleste af dine veninder prøvet det, og din kæreste hentyder til, at han synes, det er på tide, I har sex. Det er vigtigt, at du mærker efter, og at du ikke kun gør det, fordi du føler et pres fra andre - det er nemlig rigtig nemt at komme til at fortryde, og du får aldrig "den første gang" tilbage.
Læs også: Derfor er det fedt at være jomfru
Husk prævention
Et kondom er den eneste form for prævention, der beskytter mod kønssygdomme, så du skal helt sikkert have sådan et klar eller være sikker på, at din kæreste har et. Det kan godt være pinligt at købe kondomer, men det er altså helt naturligt, og ekspedienter på apoteket eller i Netto oplever det hele tiden!
Læs også: Beskyt dig selv under sex
Dejlige omgivelser
Der er ikke noget rigtigt eller forkert sted at have sex første gang, men det er altså nemmest i en seng. Sørg for, at I kan være i fred, og at din mor ikke kommer brasende ind på værelset midt i det hele. I kan sætte lidt lækkert musik på, hvis du synes, stilheden er for akavet, og så er det en god idé at begynde med at kysse en masse for at komme i "stemning".
Av, for den!
Det er helt normalt, at det gør ondt første gang, og at du slet ikke synes, det føles rart. Det kan også være, at du bløder, fordi din jomfruhinde sprænger, men den kan også være sprunget før, fordi du har dyrket sport eller under menstruation. Hvis du er bange for, at der kommer blod på lagnet, kan du lægge dig på et håndklæde.
Snak om det
Sex bliver bedre med tiden, men det er helt okay, hvis du ikke har lyst til at prøve det igen lige med det samme. Snak med din kæreste om den første gang og om, hvad I kan gøre for, at det bliver mere rart næste gang. Husk også at ligge og holde om hinanden efter sex, så du husker den første gang som en tryg og intim oplevelse.
Øv, hvor kikset
Det er svært at undgå, at den første gang bliver lidt kikset. Måske er I nervøse, eller det er ikke helt, som I havde forestillet jer, men det er altså helt normalt! Prøv jer frem stille og roligt, og det er okay at grine lidt, hvis noget går galt. Bare I begge føler jer helt trygge, og der er altså ikke noget at skamme sig eller være pinlig over bagefter.
Læs også: Tjekliste - Er du klar til sex?