Da det iranske folk gik på gaden, ringede Neda til sin mor: "Jeg er blevet stolt af at være iraner nu"

Fem mænd overfaldt en politibil. Ruderne splintredes. Gaden var fyldt med mennesker – både mænd og kvinder hujede. I dét øjeblik mændene fik væltet politibilen, jublede hele gaden.

Neda havde netop læst, at en ung iransk kvindes død havde startet ramaskrig i Iran. Nu var det tydeligt for hende.

Det civiliserede iranske folk, som Neda kendte til, var gået på gaden for at demonstrere. Det var som at se vilde dyr, der var brudt ud af burene efter mange års fangenskab, fortæller Neda. Fuck.

Det første, hun gjorde, var at ringe sin mor op.

– Har du set alt det, der sker i Iran lige nu, mor?

– Du skal ikke se for meget på det, Neda. Det er for voldsomme billeder, svarede Marjan, Nedas mor.

– Men jeg er jo nødt til at se, hvad der sker.

Marjan Ganjjou og Neda Amirzade er to generationer af iranske kvinder. De er mor og datter, og så har de stået side om side til demonstrationer de sidste fem måneder i kampen for et frit Iran.

Gennem protesterne har Marjan lært at være stolt af det hjemland, hun ellers aldrig har ladet fylde i Nedas opvækst. Den brik, som Neda altid har manglet, når det kom til hendes iranske rødder, er nu faldet på plads, og hun har fået en helt ny forståelse for, hvor hun kommer fra.

De to generationer står tilbage med en følelse af, at deres forhold er fuldbyrdet. Nu mangler iran blot sin frihed.

En skam over Iran

Marjan har altid det iranske flag med i tasken. Man skal altid være klar til at demonstrere, siger hun. Sådan har det dog ikke altid været.

Marjan er født og vokset op i Iran. Hun kan huske, dengang ting begyndte at forandre sig efter den iranske revolution i 1979. Dengang var hun 10 år gammel. Det vestligt-orienterede monarki forandrede sig til en islamisk og teokratisk republik. Kvinderne skulle nu bære tørklæde, når de forlod hjemmet.

Kort tid efter revolutionen begyndte krigen mellem Iran og Irak, og det satte dybe spor i befolkningen. Marjan kan tydeligt huske, hvordan hun hørte krigens sirener for første gang.

– Man holder op med at drømme, fordi man ikke ved, hvornår næste raket rammer ens hjem. Ens venner kommer ikke i skole dagen efter, fordi der har været et angreb dagen før. Så man holder op med at planlægge fremtiden. Man er bare til og håber på, at man overlever den dag.

Moralpolitiet udviklede sig og slog ned på kvinder, som ikke gik med tørklædet. Krigen fortsatte, og flere blev religiøse – også Marjan.

Som teenager gik hun tildækket med tørklæde og kom meget i moskéen, for det blev de opdraget til i skolen. Det førte til konflikter på hjemmefronten, for Marjans mor kunne ikke lide, hvor religiøs Marjan var blevet.

Marjans mor bar tørklædet halvhjertet. Hun havde røde læber og lange røde negle. Hun var skuespiller og danser inden revolutionen, men mistede sit arbejde. Hun bevarede kærligheden til musik og elskede at lytte til kassettebånd, selvom regimet forbød musik og dans.

Hun vidste godt, at moralpolitiet ville komme efter hende, men hun var ligeglad. De skulle ikke tage retten fra hende. Marjan forstod ikke, hvorfor hendes mor ikke bare kunne gøre, som der blev sagt.

Marjan tog afstand fra sin mor og blev mere religiøs, mens hendes mor blev mere trodsig over for regimet. På et tidspunkt smadrede Marjan sin mors kassettebånd af ren frustration.

Men på et tidspunkt mødte hun nabopigen Marjan, der gik med mascara og hørte høj musik. Hun blev en rollemodel for hende, og det fik hende på helt andre tanker.

Krigen fulgte med til Danmark

Da Marjan var 17 år gammel, blev hun gift med en mand, der havde været i militæret i fem år. Krigen havde hærget hans sind.

Militæret var klar til at sende ham afsted igen. Det var han ikke interesseret i, og derfor planlagde de sammen at flygte fra landet.

Marjan husker, hvordan hun havde fortalt en anden kvinde om deres planer om at flygte. En mand havde overhørt deres samtale og sagt, at hvis de ville stikke af, skulle han sørge for, at de ville ende i et sort hul, de aldrig ville kunne komme op af.

Selvom mandens ord rungede i Marjans tanker, tog de afsted og ankom til Danmark, da hun var 19 år gammel.

Marjan gør meget for at lære det danske sprog at kende og få kulturen under huden. Hun tager afstand til Iran, for hun oplever, at Iran har en dårlig klang i den vestlige verden, fordi man som iraner bliver forbundet med den Islamiske Republik og krigene i Mellemøsten.

– Det er så meget skam over at være fra Iran, at jeg ikke siger, at jeg er derfra. Hvis folk spørger, svarer jeg Persien. Det var også vigtigt for mig at tale dansk med mine børn, derfor var det sjældent de hørte mit modersmål.

Marjan får to børn med sin mand, hvoraf Neda er den yngste. Hun bliver født i 1992 og får ikke meget af den iranske kultur med sig gennem opvæksten.

En trang til at finde sine rødder

Neda voksede ikke op i et hjem præget af iransk kultur. Hun kendte få herboende iranere og i skolegården var de fleste børn etnisk danske. For Neda begyndte det at føles som om, puslespillet inde i hende ikke kunne gå op. Der manglede en brik.

– Jeg manglede at dyrke mine mellemøstlige rødder. Jeg higede efter det, fortæller Neda.

– Jeg har altid været ked af, at jeg ikke har givet mine børn mere af Iran. Det har været en brik, jeg valgte ikke at dele med dem, fordi jeg skammede mig, siger Marjan.

Neda besluttede sig for at tage til Iran med sin far i 2017. Det var første gang, hun besøgte sine forældres hjemland.

Hun husker, hvor mærkeligt det var at stå i lufthavnen, hvor alle kunne tale farsi.

Alligevel fik hun følelsen af, at det var her, hun hørte til. Det store land med de høje bjerge tog Neda med storm.

– Jeg kan huske, at min fætter og jeg var ude og køre. Der gik to timer før vi ramte en by, og der blev jeg bevidst om, hvor stort og smukt et land det er, jeg kommer fra.

Demonstrationerne har bragt det iranske folk sammen

Neda husker, at hun havde det svært de første to måneder efter Mahsas død, og protesterne startede i Iran. Hun var deprimeret og kunne ingenting, når hun havde fri fra arbejde.

– Hvordan skulle jeg kunne danse, drikke mig fuld og være til fest, når mit land bløder? Det kunne jeg jo ikke. Jeg følte mig skyldig, når jeg var glad.

Men så blev Neda mindet om, at hendes eget liv ikke skal gå i stå. Nu har hun fundet balancen i at kæmpe en kamp og leve sit liv.

– Man får dårlig samvittighed, når man ikke føler, at man gør nok. Men jeg er nødt til at leve mit liv for at få energi til at kæmpe kampen for iranerne, siger Neda.

– Jeg tror, vi er blevet bedre til at navigere i de to verdener. Hvis man kun tænker på Iran, så knækker man. Men vi er også nødt til at vise, at vi stadig er glade. Det er den iranske kultur, og hvis regimet ser, at vi har mistet glæden, så har de vundet, tilføjer Marjan.

I forbindelse med demonstrationerne i København har Neda mødt mange unge mennesker, der ligesom hende selv har rødder i Iran. Hun har endelig fundet nogle, som hun kan spejle sig i. Sammen dyrker de deres iranske humor, kultur og taler farsi sammen.

– Det føles som om, jeg har kendt dem hele mit liv, selvom jeg kun har kendt dem i et halvt år. Når jeg er sammen dem, så fælder vi tårer. Vi forstår alle sammen hinanden, og vi behøver ikke italesætte, hvorfor vi har det svært, siger Neda.

Demonstrationerne har været med til at samle de herboende iranere. Det har gjort noget for særligt Marjans forhold til Iran.

– Jeg er blevet stolt af at være iraner nu. Nu kan folk endelig skelne mellem det islamistiske styre og det iranske folk, fordi de har set, at vi ikke identificerer os med styret, fortæller Marjan.

Neda nikker genkendende til det, hendes mor siger.

– Det er ikke skamfuldt at sige, man er iraner. Jeg synes, det er mega sejt at være iraner, fordi fuck, hvor er vi badass. Vores folk er fucking seje, siger Neda og fortsætter:

– Vi har jo altid vidst, at befolkningen er langt fra, hvad styret er, men nu ved hele verden det også. Det er nemmere at sige, at man er iraner nu, fordi folk ikke længere associerer dig med regeringen.

Både Neda og Marjan har oplevet, hvilken identitetssplittelse der har været i det iranske folk. Folket kan ikke identificere sig med regimet og dets styre. De gennem 40 år haft et håb for fremtiden og en længsel efter frihed.

– Der er kommet et sammenhold med en kærlighed, der er opstået mellem befolkningen. Vi er ikke længere hinandens fjender, men et samlet folk, der ønsker et frit Iran. Regimet har deres soldater, men den iranske befolkning har over 20 millioner iranere i hele verden, siger Marjan.

Båndet mellem mor og datter

Begge generationer gør, hvad de kan for at være stemmer for dem, som ikke kan tale i Iran.

Men det er med ambivalente følelser at se demonstrationerne i Iran.

– På den ene side synes man, at demonstranterne skal passe på sig selv, og at der ikke er flere liv, der skal gå tabt. Men samtidig er man bange for, at protesterne stopper. Frihed koster med det regime, vi har. Prisen er desværre blod og liv, siger Marjan.

– Der begyndte at vokse et håb. Men håbet går meget op og ned. Nogle gange er man helt høj og tænker, at det nok skal blive godt. Andre dage vågner man med følelse af nyttesløshed, siger Neda.

Den trodsighed, som Marjans mor havde over for regimet, kan hun se, Neda har arvet. Alle tre generationer af kvinder i deres familie deler det aktivistiske gen, og de er enormt stolte af.

– Jeg kan godt se mig selv i min mormor, siger Neda.

– Du er meget din mormor, siger Marjan.

– Men jeg kan også se det i min mor. Jeg er vokset op med stærke kvinder, så det ligger bare til familien, tilføjer Neda.

Marjan er ikke længere usikker på, om hun har givet sine børn nok af Iran. Det er blevet tydeligt for hende nu, at de har fået de iranske værdier med.

– Brikken, jeg følte, jeg manglede at give mine børn – den er kommet nu. Det har været guld værd for mig som mor, at Neda har fundet frem til det, som jeg følte, at jeg manglede at give til hende. Det er jeg meget stolt af, siger Marjan.

– Vi kan tale om Iran på en anden måde. Jeg er glad for, at jeg har fundet mine egne rødder. Vores forhold er på en måde fuldbyrdet nu, selv om vi altid har haft et tæt bånd, siger Neda.

De har grædt sammen. De har forstået hinanden – og været der for hinanden hver dag. En dag håber de på, at de kommer til at sidde på et fly på vej til Iran med alle deres iranske venner.

– Når Iran bliver frit, så skal vi alle sammen afsted. Vi taler ikke om, at vi håber, det sker – vi glæder os til, at det skal ske. For det skal ske, siger Neda

– Jeg tror virkelig på, at det sker. Måske ikke lige om en måned eller to, eller om et år – men måske inden for de næste fem. Det koster liv, det koster blod, og det koster dyrt. Men det er det, der skal til, siger Marjan.

Artikel blev første gang bragt på femina.dk. Dette er en redigeret version.