Er folkeskolen blevet kedeligere? Ny rapport tyder på det
Elever er halvt så glade for at gå i skole, som for ti år siden, viser den årlige trivselsmåling fra Børne- og Undervisningsministeriet, som blev offentliggjort i sidste uge.
I undersøgelsen svarer 27 % af eleverne i 4.–9. klasse, at undervisningen ikke giver dem lyst til at lære mere. Og selv om du måske tænker, at det lyder meget normalt, så er det faktisk det dårligste resultat i næsten ti år.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
For i 2014/15, hvor trivselsundersøgelsen blev indført, svarede 12,5 % at undervisningen ikke gav dem lyst til at lære mere, hvilket er under det halve.
Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Danmarks Lærerforening, fortæller til DR, at undervisningen ikke varierer nok.
– Vi har alt for travlt i undervisningen, og der er for meget brug af skærme. Derfor skal vi variere undervisningen noget mere, så vi får nogle praktiske, kreative og musiske elementer ind i undervisningen, siger han til DR.
Dårligere trivsel
Det er sværere at føle, man lykkes
Næsten 12 % svarer, at de "aldrig" eller "sjældent" lykkes med at lære det, de vil i skolen. Det er dobbelt så mange, der har det sådan, end for cirka ti år siden.
Det er sværere at koncentrere sig
Flere elever i 4.–9. klasse har også svært ved at koncentrere sig, når de har time. 12 % har svaret, at de "aldrig" eller "sjældent" kan koncentrere sig i undervisningen. I 2014/15 var det kun 6 % som svarede, at de ikke kunne koncentrere sig i timerne.
Men det er ikke lærerne, som skal have skylden, mener han. I stedet er det rammerne for undervisningen, som gør det svært for mange lærere.
– Lærerne gør alt, hvad de kan for at lykkes med undervisningen, men når du står med 27 elever i klassen, og nogle af dem har trivselsproblemer, mens andre har psykiske og sociale problemer, så er det en meget stor mundfuld at stå alene med som lærer, fortæller Gordon til DR.
Det er blandt andet folkeskolereformer, som gør det svært at lave god undervisning, da der er flere elever i klasserne og mange flere tests, skriver DR.